Frederik 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Fakta om Frederik 7.

Født	6. oktober 1808
Fødested
Død	15. november 1863
Begravet	Roskilde Domkirke
Regeret	1848-1863
Valgsprog	Folkets kærlighed min styrke
Far	Christian 8.
Mor	Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
Ægtefælle	Vilhelmine Marie Mariane af Mecklenburg-Strelitz Louise Rasmussen
Børn	ingen

Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863), dansk konge af den oldenborgske slægt siden 1848 indtil sin død.

Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.

Frederik 7., søn af Christian 8. og Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin fødes den 6. oktober 1808. Han bliver den første konge efter enevældets fald, og regerede Danmark fra 1848-1863.

[redigér] Opvækst

Frederik 7.s forældre blev skilt et år efter hans fødsel pga. Charlotte Frederikkes affære med komponisten Edouard du Puy. Hun blev forvist til Horsens og fik aldrig mere lov til at se sin søn. Drengens opvækst blev præget af en nødtørftig opdragelse af diverse tanter og onkler. I 1820'erne blev han derfor af Frederik 6. (onkel) sendt på en udenlandsrejse til Frankrig, Italien og Schweiz. Her skulle han lære sprog og statskundskab og danne sig et indblik i de militære forhold, men i stedet blev hans ophold centreret omkring Genève, hvor han fik tildelt den flotte titel af æresborger, fordi han under opholdet havde gjort sig populær ved byens skyttefester. I året 1820, som 20-årig, giftede han sig med sin kusine, Frederik 6.'s yngste datter, Vilhelmine Marie af Mecklenburg-Strelitz. Ved brylluppet uropførtes Elverhøj. Ægteskabet vakte dog utilfredshed hos Frederik 6. da det med tiden blev præget af Frederiks udskejelser og hensynsløshed over for hustruen. Til sidst blev det for meget for Frederik 6., der i 1834 forviste ham til Fredericia og forlangte skilsmisse for datteren. Under opholdet i Fredericia mødte han den kvinde, der fik størst betydning for ham, danserinden og senere modehandlerske Louise Rasmussen. Først den 8. december 1839, da faderen blev konge under navnet Christian VIII, og Frederik blev kronprins, ophævedes eksilet og han overtog faderens hidtidige stilling som guvernør på Fyn. Frederik måtte gifte sig igen, dog denne gang en smule imod hans egen vilje, og i 1841 giftede han sig standsmæssigt med Marianne af Mecklenburg-Strelitz. Dette ægteskab holdt dog kun til 1846, hvor parret lod sig skille. Marianne flyttede allerede i 1844, og det blev Louise Rasmussen, der i stedet kom til at optage prinsen.

[redigér] Enevældens fald

Da Christian 8. døde den 20. januar 1848, var det med bange anelser at offentligheden tog imod den uerfarne 39-årige Frederik 7. Han havde været medlem af statsrådet siden 1841, men ikke vist interesse for politik. Når han alligevel blev en af de mest populære konger i danmarkshistorien, skyldes det først og fremmest, at han opgav enevælden og gav Danmark en fri forfatning med Junigrundloven.

Frederik 7. Rytterstatue (H.W. Bissen, 1865). Foran Christiansborg (foto 1999).

Bølgerne fra Den Franske Februarrevolution nåede Danmark, og den 18. marts 1848 krævede hertugdømmerne, at Slesvig skulle optages i Det tyske Forbund, og at hertugdømmerne skulle forenes under en fri forfatning. Disse krav førte til et nationalliberalt borgermøde den 20. marts i Casino, hvor især den blændende taler Orla Lehmann krævede kongens ministerium afsat og en fri fælles forfatning for Danmark og Slesvig. Under parolen "Danmark til Ejderen" drog en stor demonstration, anført af borgerrepræsentationen, næste dag til slotspladsen. Regeringen var klogeligt trådt tilbage kort forinden, og kongen mødte demonstrationen med ordene: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De beder mig. Det gamle ministerium er opløst".

To dage senere udnævntes et nyt ministerium med deltagelse af både liberale og konservative. Kongen erklærede over for det nye ministerium, at han nu betragtede enevælden som ophørt og sig selv som konstitutionel konge: "Kongen vil kun møde i statsrådet, når han bliver indbudt." Efter nogle begivenhedsrige dage kan en udmattet konge lakonisk udtale: “Så, nu kan jeg da sove, så længe jeg gider.”

Omkring 1830 opstod en bevægelse, der dels ønskede en fri forfatning for Slesvig-Holsten, dels at Slesvig skulle med i Det Tyske Forbund, som Holsten og Lauenburg allerede var, og danne forbundsstaten Slesvig-Holsten med grænser ved Kongeåen og Elben. Dette kunne Danmark naturligvis ikke acceptere. De nationalliberale ville afskaffe hertugdømmet og have Slesvig indlemmet i kongeriget, dvs. Jyllands sydgrænse skulle igen være Ejderen. Den danske regering slog fast, at Slesvig under alle omstændigheder skulle forblive dansk, mens Holsten var velkommen til at slutte sig til Det tyske Forbund. Den 23. marts 1848 gjorde slesvig-holstenerne oprør mod Danmark og dannede deres egen regering i Kiel. Dette resulterede i den såkaldte Treårskrigen, hvor det i første omgang lykkes den danske hær at besætte Slesvig ned til Ejderen.

Krigen sluttede med en dansk militær sejr, men politisk status quo. Danskerne måtte opgive parolen Danmark til Ejderen og i 1855 indføre en helstatsforfatning for Danmark, Slesvig og Holsten. Men tre år senere erklærede holstenerne den ugyldig. Preussen støttede tanken om Slesvig-Holstens indlemmelse i Det tyske Forbund, mens Danmark ønskede at indlemme Slesvig i kongeriget. Kongen døde imidlertid, inden han nåede at underskrive den nye forfatning.

Allerede under krigen var der blevet valgt en grundlovgivende forsamling, som fik til opgave at udarbejde et forslag til en fri forfatning, en grundlov. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. grundloven, selv om han var betænkelig ved nogle af bestemmelserne. Efter 187 år med enevælde siden Frederik 3. får Danmark et demokrati.

I 1850 giftede Frederik 7. sig for tredje gang - denne gang med bekendtskabet fra 1830'erne, Louise Rasmussen, som viedes til venstre hånd. Det betød, at deres evt. børn ikke havde arveret til tronen. Efter vielsen, som fandt sted i Frederiksborg Slotskirke, udnævntes Louise Rasmussen til lensgrevinde under navnet Danner. Den nyerhvervede titel hjalp dog ikke på befolkningens forargelse. Med tiden drev hetzen mod grevinde Danner parret væk fra København. Det var især det finere borgerskab og aristokratiet, der deltog i denne chikane. I 1854 købte de Jægerspris Slot af staten og tog ophold dér. Efter kongens død levede grevinden en tilbagetrukket tilværelse. I 1873 oprettede hun "Frederik 7.s Stiftelse til Velgørenhed". Året efter døde hun og begravedes i haven til Jægerspris Slot.

Frederik 7. var den sidste konge af den oldenborgske linje. Han døde den 15. november 1863 på Glücksborg Slot, kun 55 år gammel og gravsattes i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes på tronen af prins Christian af Glücksborg under navnet Christian 9. Det var egentlig dennes hustru, Louise af Hessen-Kassel, der som niece af Christian 8. havde arveret til tronen efter Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret.