Frederik Vinding Kruse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frederik Vinding Kruse (1880-1963) var en dansk jurist. Fra 1914 til 1950 var han professor i formueret ved det daværende Rets- og Statsvidenskabelige Fakultet (i dag Det Juridiske Fakultet) ved Københavns Universitet.
Vinding Kruse var en af samtidens mest lovende jurister og fik i 1933 Ørsted-medaljen for sit fembinds-værk Ejendomsretten.
I 1940 blev han af tyskerne tilbudt posten som statsminister, hvad han svarede nej til, selvom han fattede et vist mål af sympati med de højreorienterede, politiske strømninger i Europa.
Efter krigen blev han beskyldt for at være nazist af arvefjenden professor Alf Ross, men fortsatte sit virke som juridisk forsker og forfatter.
Vinding Kruse var rent filosofisk tilhænger af naturretsfilosofien og var en skarp fortaler for, at retten skulle dannes af en elite for at tvinge masserne op på et højere moralsk stade og nedtvinge de dyriske tendenser i mennesket. Også på dette punkt kom Alf Ross til at stå som en stor modstander, og et af stridens hovedopgør blev Vinding Kruses skarpe afvisning af Alf Ross' disputats Læren om Retskilderne fra 1926, som særligt på Vinding Kruses anbefaling ikke blev antaget af Fakultetet.
