Gesta Danorum
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Saxos Gesta Danorum, på nudansk Danernes bedrifter, også kendt som Saxos Danmarkshistorie, Saxos Danmarks Krønike, Danmarks Riges Krønike eller Saxos Krønike.
Værket beskriver i 16 bøger, skrevet på latin, tiden der strækker sig fra Sagnkongen Dans tid til Knud den Sjette og afsluttes med vendernes undertvingelse 1185.
De første 9 bøger omhandler sagntiden og beretter om ca. 60 oldtidskonger; disse bøger er formentlig hovedsagelig baseret på skriftlige kilder, blandt andet må Saxo have haft en latinsk udgave af Skjoldungsagaen, en udgave af en angelsaksiske krønike. I slutningen af 8. bog må han støtte sig til skriftlige kilder som Adam af Bremen, Roskildekrøniken samt Svend Aggesens danmarkshistorie. 10.-13. bog omhandler tiden fra Harald Blåtand op til midten af 12. årh., hvorefter den lange 14. og den korte 15. bog beskriver borgerkrigenes tid og Valdemar den Stores regeringsperiode.
Værket er affattet på et lærd, ordrigt og meget velskrevet latin. Som sprogkilde og forbillede har Saxo haft de romerske forfattere Quintus Curtius, Valerius Maximus samt Justinus og Martianus Capella, og han har kendt Vergil, Horats og Ovid. Af middelalderhistorikere har Saxo kendt Beda, Paulus Diaconus, Johannes af Salisbury og Dudo; men hans Gesta Danorum minder først og fremmest om Geoffrey of Monmouths Britanniens historie. Spørgsmålet om Saxos kilder har i øvrigt været genstand for megen diskussion. Der er bevaret et eksemplar af et kompendium af det vestromerske riges historie, som man ved, at Saxo havde lånt af domkirken, men skulle aflevere tilbage til Sorø kloster.
Den historiske værdi af værkets ældre dele står og falder med værdien af de kilder, som han jvf. ovenfor har baseret sin skildring på, og man bør være opmærksom på, at han gør historiske personer fra disse skrifter identiske, selvom alene tidsforskellen udelukker, at de kan have haft noget med hinanden at gøre. Forklaringen på dette fænomen er vel, at datidens historie forskning ikke var særligt udviklet, og man den gang havde nogen andre værdier. Historien skulle være moralsk opbyggende, og ideen om en neutral saglig historie skrivning lå flere hundreder år ude i fremtiden.
Et eksempel på utroværdige oplysninger: Dronning Thyras far angives til at være kong Hathelradus af England, som ud fra sammenhængen må være Aethelred af East Anglia 876 - 879. Hun kan da vanskeligt havde været mor til Harald Blåtand.
Modsat den historiske er værkets litterære værdi og dets billede af huskarlenes eller hirdmændenes tankegang og af stormænds moral og idealer omkring 1200 uomtvistet og af umådelig værdi. Værkets tendens er pædagogisk; fortidens idealer stilles i kontrast til samtidens "blødsødenhed", Saxo argumenterer for brugen tvekamp frem for eder som bevismiddel, idet eder kan være falske, medens tvekamp aldrig kan skade den udødelige sjæl, men kun det jordiske legeme. Han fremhæver på snart sagt alle områder værdien af nordisk kultur og folkelige opfattelser, hvis værdi han forsvarer fx ved retorisk at spørge om, hvem der monstro skulle have bygget de jættestuer og dyssekamre, som det danske landskab er så rigt på, om ikke netop de kæmper, som den folkloristiske overlevering beretter om. En række af vore nationale digtere har hentet stof i det oldhistoriske afsnits myter og sagn, som navnlig fik betydning for romantikken, og Grundtvig udsendte sin egen originale gendigtning, og kun få fremstillinger af den danske historie har ment at kunne ignorere sagnkonger som Uffe hin Spage, Rolf Krake og Regner Lodbrog, der hovedsagelig kendes fra Saxos værk.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Overleveringen af Saxos tekst
Nutidens kendskab til værket skyldes Christiern Pedersens udgave (Paris 1514), hvori tilnavnet Grammaticus, dvs. den sprogkyndige, "stilisten" eller bare tilnavnet "Skriver", vandt hævd. Det manuskript, som var grundlag for Christiern Pedersens udgave, er tabt, og dette tryk er derfor den primære kilde til værket.
Af originalmanuskriptet er fire blade bevaret, nemlig det berømte Angersfragment, nu på Det Kongelige Bibliotek; endvidere eksisterer 3–4 andre middelalderlige håndskriftblade. Selv om disse fragmenter tilsammen kun dækker en lille del af Saxos værk, er de af stor betydning. Ved sammenligning med Chr. Pedersens udgave kan man nemlig danne sig en mening om denne udgaves trofasthed over for dens (tabte) forlæg.
Udgaven blev fordansket af Anders Sørensen Vedel 1575. Foruden Grundtvigs version, optrykt 1963 og 1985ff., skal fremhæves Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgaver (1931–1957, latin) og 2000, Peter Zeebergs oversættelse. I 1985 udkom krøniken i en nudansk genfortælling af Mogens Boisen.
[redigér] Politisk Formål
Alle historiske værker skal ses ud fra en aktuel politisk situation: Danmark havde været igennem en lang ødelæggende borgerkrig. Derfor var Danmarks status og troværdighed i udlandet på et nulpunkt.
Årsagen til, at kirken ville betale nogen for at skrive et sådant værk, var, at man ville understrege Danmarks selvstændighed og dermed underbygge den danske kirkes uafhængighed af det staufiske kejserdømme og dets modpaver som fx. Octavian. Det var en klar reaktion mod forholdene under borgerkrigen, som den tysk-romerske kejser havde grebet ind i ved skiftevis at støtte forskellige kongsemner, hvilket havde medført, at Danmark opsplittedes i to, og i 1157 endog i tre dele, hvorved den danske kirke blev en lydkirke under den tyske kejsers pave, der var i opposition til paven i Rom.
Værket kan opfattes som en modsætning til Adam af Bremens krønike, som forsvarede ærkesædet Hamburg-Bremen status som ærkesæde for Danmark.
[redigér] Se også
- Angersfragment
- Kall-Rasmussensfragment
- Lassensfragment
- Plesnersfragment
- Saxos forhistoriske kongerække
