Knud 6.
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Fakta om Knud 6. | |
|---|---|
| Født | 1162 |
| Fødested | ? |
| Død | 12. november 1202 |
| Begravet | Ringsted Kirke |
| Regeret | Danmark 1182-1202 |
| Valgsprog | - |
| Far | Valdemar 1. den Store |
| Mor | Sophia af Minsk |
| Ægtefælle | Gertrud af Sachsen og Bayern |
| Børn | |
Knud 6., søn af Valdemar 1. den Store, konge af Danmark fra 1182-1202. Som 7-årig bliver han kronet og salvet som sin fars medkonge for at kongemagtens forbliven i slægten kan sikres. Efter faderens død i 1182 bliver den 19-årige Knud formelt konge. Reelt er det biskop Absalon, som regerer på hans vegne.
Han nægter at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik Barbarossa. I stedet lykkes det i 1185 at besejre hertug Bugislav, den slaviske hersker over Pommern, som nødtvungent må anerkende dansk overhøjhed. Derfor kalder Knud sig ikke blot for "de daners konge", men også "de venders konge". Herved flyttes Danmarks grænse til Elben.
Selvom herredømmet over Pommern ophører i 1225, vedbliver danske konger til og med Frederik IX at titulere sig "de venders konge". I 1197 foretog han et korstog til Estland. Livet igennem står han i skyggen af sin fosterfader Absalon og broderen Valdemar (Sejr). Den første landskabslov, Skånske Lov, bliver udstedt under Knud VI. Knud dør i 1202. Han gifter sig i 1177 med Gertrud, datter af hertug Henrik Løve af Sachsen og Bayern. De får vistnok ingen børn.
| Efterfulgte: | Kongerækken | Efterfulgtes af: |
| Valdemar 1. den Store | Valdemar 2. Sejr |
