Hades
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hades ("den usynlige") er i den græske mytologi enten dødsriget eller dødsrigets gud. Et andet navn for samme gud er Pluton ("den rige"). På latin bliver han kaldt Pluto (fra græsk) eller Dis pater ("den rige fader"), mens dødsriget hedder Orcus.
[redigér] Guden
Hades var søn af Kronos og Rhea og dermed broder til Zeus og Poseidon, og da Zeus havde besejret den tyranniske fader, delte de tre brødre verden imellem sig, således at Zeus fik himmelen, Poseidon havet og Hades underverdenen.
Hades blev gift med Persefone, Demeters datter, som han røvede uden moderens tilladelse. Efter en konflikt aftalte man, at Persefone skulle være hos sin mand i vintermånederne og ellers oppe hos sin moder. Demeter er agerbrugets gudinde, og Persefone symboliserer kornet, der jo er skjult under jorden en tid. Historien spillede en vigtig rolle i de eleusinske mysterier.
Fordi Hades var konge over dødsriget, var hans navn forbundet med frygt. Det er derfor, han har fået eufemistiske tabunavne som "den rige" (Pluton), "den navnkundige" (Klymenos), "den rådsnare" (Eubuleus) og "den gæstfrie" (Polydegmon).
[redigér] Dødsriget
Det græske dødsrige Hades svarer ikke til det kristne helvede. Det er ikke et sted, som de onde sendes til efter døden som en straf for de synder, som de slap af sted med i livet. Det svarer omvendt heller ikke til de kristnes himmel. Hos Homer beskrives Hades som et trist og blegt sted, hvor sjælene lever et evigt liv uden legemerne og dermed uden alt det, der bragte glæde i jordelivet.
En del myter fortæller om heltes nedfart til dødsriget (græsk katabasis), således Herakles, der som en af sine mange opgaver skulle stjæle dødsrigets trehovedede vagthund Kerberos, Theseus og Peirithoos, der ville stjæle Persefone, Orfeus, der ville hente sin afdøde hustru Eurydike tilbage til livet, og endelig Odysseus på hans forvildede rejse. Grækerne og romerne mente, at der var nedgange til dødsriget ved forskellige lokaliteter, f.eks. Tainaros på de sydlige Peloponnes og igennem søen Avernus nær Cumæ.
De døde sjæle kom til dødsriget ved at krydse den mytiske flod Acheron, som de blev sejlet over af færgemanden Charon. Han krævede en takst på én obol, og det var derfor en udbredt skik i oldtiden at placere en sådan mønt under tungen på den afdøde, så han eller hun ikke stod uden penge til billetten. Ellers kom man til at stå for evigt på den anden bred. Vejen ud var spærret af vagthunden Kerberos, der var venlig, når man trådte ind, men bidsk, når man ville ud.
Der var fem floder i Hades: Acheron, Kokytos, Flegethon, Lethe og Styx. Den sidste flod var den, som Achilleus blev dyppet i af sin moder Thetis for at opnå usårlighed. Guderne sværger også ved Styx.
Grækerne kunne ikke finde trøst i det triste dødsrige, og der kom derfor populære mysteriereligioner, der tilbød en udfrielse fra denne fortabelse. I de orfiske mysterier lærte man således, at den døde skulle undgå at drikke af Lethe ("glemselen") og i stedet drikke af søen Mnemosyne ("erindring"), hvorved man blev udfriet. Man begyndte også at forestille sig, at der sad tre dommere i dødsriget, Minos, Rhadamanthys og Aiakos, der sendte de onde til Tartaros (egentlig fængslet for de tyranniske guder i den gamle mytologi) og de gode til de elysiske sletter eller de saliges øer.
