Orfeus
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Orfeus/Orpheus er en græsk sagnskikkelse; søn af musen Kalliope og berømt for sang og digtning.
Orfeus elskede Eurydike, som blev bidt af en slange og døde. Orfeus klagede sig sådan, at han fik lov til at gå ned i dødsriget efter hende. I dødsriget lykkedes det ham, igennem sine sang-evner, at overtale Hades til frigive Eurydike på én betingelse: at hun skulle gå bag ham på vejen op derfra, og at han ikke på noget tidspunkt måtte se sig tilbage. Men tvivlen blev ham alligevel for stor, så han vendte sig om, og i det samme nu mistede han hende til dødsriget igen.
[redigér] Orfismen
Orfeus fik sin egen mysteriereligion i Grækenland – orfismen. Denne kult havde Dionysos som øverste gud. Ifølge den orfiske myte blev Dionysos, også kaldet Bacchus, kidnappet af titanerne. Titanerne sønderrev Bacchus og åd ham. Det lykkedes Athene at fremskaffe Bacchus' hjerte, som hun returnerede til hans far Zeus. Zeus lavede ud af hjertet en ny Bacchus, som nu fik navnet Dionysus. Som straf over titanerne brændte han dem med sine lyn. Ud af titanernes aske opstod mennesket.
Derfor betragtede orfikerne legemet som noget mindreværdigt, da dette stammede fra titanerne. Men til gengæld mente de, at alle mennesker havde noget guddommeligt i sig, nemlig Dionysus-essensen.
Orfikerne mente, at måden til at slippe det guddomelige fri var en asketisk levevis. Endvidere måtte man erkende denne dualisme mellem sjæl og legeme. Hvis man ikke erkendte den, ville man blive genfødt i et nyt "legemligt" fængsel. Dette er det tidligste græske eksempel på den dualisme, der kom til at præge den senere hellenistiske tankegang.
Både Pythagoras, Platon og de kristne gnostikere var inspireret af den orfiske tankegang.
[redigér] Moderne genfortællinger
Christoffer Boe's debutfilm Reconstruction udsætter hovedpersonen for samme prøvelse.
[redigér] Kilder/henvisninger:
