Hertzsprung-Russell-diagrammet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed. |
Et Hertzsprung-Russell-diagram (ofte forkortet til H-R-diagram) er et koordinatsystem, hvori alle stjerner kan indplaceres som en prik ud fra to af deres egenskaber, der kan observeres fra Jorden: Deres lysstyrke og spektralklasse. To astronomer, danskeren Ejnar Hertzsprung og amerikaneren Henry Norris Russell, fandt omkring 1910 på at indtegne stjernerne i et koordinatsystem, som har spektralklasser hen ad abscisse-aksen ("x-aksen" eller den vandrette akse), og størrelsesklasser op ad ordinataksen ("y-aksen" eller den lodrette akse). Spektralklassen er indirekte et "mål" for, hvor varm en stjerne er, og absolut størrelsesklasse er et mål for stjernens lysstyrke. I stedet for spektralklasse vises af og til farve på abscisseaksen. En anden "variant" af Hertzsprung-Russell-diagrammet viser sammenhængen mellem effektiv temperatur og luminositet.
Når man indtegner pletter for et stort antal forskellige stjerner, synes de at samle sig i grupper eller "klumper" visse steder i diagrammet. En af de mest markante af disse grupperinger, er hovedserien ("Main Sequence" på illustrationen til højre); et "bånd" der strækker sig fra de store, varme stjerner øverst til venstre, til de små, kolde stjerner i nederste højre hjørne. Nye stjerner finder relativt hurtigt deres "plads" et sted i hovedserien, og forbliver dér for størsteparten af deres levetid. Når stjernen nærmer sig sit endeligt, sker der forandringer i dens indre, som ændrer dens egenskaber, og dermed ændres også stjernens placering i Hertzsprung-Russell-diagrammet.
Små stjerner - dem, der er omtrent på Solens størrelse og nedefter, ender som såkaldte hvide dværge nederst og lidt til venstre i diagrammet ("White Dwarfs"), mens større stjerner "svulmer op" og afkøles, så de ender i en gruppe af kæmper ("Red Giants") eller superkæmper ("Supergiants") i diagrammets øverste højre hjørne. De allerstørste stjerner ender som en nova eller supernova, der efterlader hhv. en neutronstjerne og et sort hul.
