Kærlighedsbarn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Maria Hellebergs roman Kærlighedsbarn handler om forholdet mellem hertug Frederik Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta, kronprins Frederiks (VI) halvsøster - halv-, fordi hun var frugt af forholdet mellem Struensee og den sindssyge Christian VII’s dronning.

I romanen er det kærlighedshistorien, der er i centrum, og den er i sig selv sagtens en roman værd. Vi skriver 1780. Medens den danske konges riger endnu var en flersproget, flerkulturel mosaik af dansk, norsk, slesvigsk og holstensk - tilsat lidt islandsk, færøsk, grønlandsk og vestindisk. Hvor en tredjedel af indbyggerne i København havde tysk som dagligsprog, uden at det var noget særligt, og hvor den tysksprogede Sankt Petri Kirke var velhavende københavneres yndlingskirke. I Kongens København er kongen sindssyg (Chr.VII). Det er 8 år siden et statskup fjernede den fremskridtsvenlige - men også temmelig skrupelløse - Struensee og erstattede hans reformstyre med et stiv konservatisme.

Kongen har en datter, som hedder Louise Augusta, der er 9 år og altså søster til kronprinsen. Eller rettere halvsøster. For Struensee er hendes far. Det ved alle. Men hendes ægtefødsel bliver aldrig anfægtet. Med hende har den indflydelsesrige A.P. Bernstorffs planer. Hun skal giftes med Prins Frederik Christian af Augustenborg - ældste søn af hertugen af samme navn, arving til hertugtitlen og det nyopførte slot ved Augustenborg Fjord - en barokperle med en formidabel beliggenhed. Dermed også videfører af augustenborgernes omstridte arvekrav på Slesvig i tilfælde af Oldenborgernes uddøen - en ikke urealistisk mulighed.

Derfor er det smart at knytte augustenborgerne tæt til Kongehuset - sikre deres fortsatte loyalitet og en vis kontrol med dem. Og den 15-årige Frederik Christian er ingen dummernix. Der er faktisk fremtid i ham.Han er begavet, videbegærlig, lidt overpedantisk og grublende, noget af en modsætning til livstykket Louise Augusta - men med en horisont, langt forud for de fleste 15-årige. Han kan blive en værdifuld mand for staten.

Prinsens far er indforstået, og aftalen er indgået. Prinsessen får dog ikke noget at vide....

I 1785 kommer Frederik Christian, nu 20 år gammel hjem fra dannelsesrejse i Europa sammen med sine to brødre. Brødrene er livfulde, udadvendte, med interesserne rettet mod soldaterliv og munterhed. De skal gøre karriere i den danske hær. Frederik Christian er optaget af filosofi og religion og de moderne oplysningstanker, af statsvidenskab og historie, ja han er næsten manisk optaget af viden og oplysning og fornuft. Mere end hans kommende forventede karriere som hertug uden trone og slesvigsk godsejer egentlig kræver. Men han har også større ambitioner...

Nu skal han til København for at introduceres ved hoffet og bivåne sin tilkommendes konfirmation. Han er jo særlig udvalgt, allerede benådet med elefantorden. I København fremstilles han for den sindssyge konge og kronprinsen og den stadig intetanende prinsesse. Han optages nærmest som søn i familien - og - uden nogen kærlighedserfaringer - forelsker sig rent faktisk i den smukke og livlige prinsesse, som han allerede er bundet til. Efter konfirmationen får prinsessen nyheden om, at hun skal forloves med Frederik Christian. Men forelskelsen er ikke gengældt. Hun vil ikke. Det nytter dog ingenting. Fædrelandets vel kræver det. Og hun giver sig ind under skæbnen.

14. oktober deklareres forlovelsen. 27.maj 1786 står brylluppet under stor festivitas i hovedstaden. Prinsessen, som ikke bare er smuk, men også begavet, handlekraftig og temperamentsfuld, har taget sin opgave på sig og valgt at få det bedste ud af den. Og Frederik Christian er faktisk ikke den værste hun kan få, må hun indrømme. Nok er han pedant, slægtsstolt og ærekær og har hovedet fuldt af højtflyvende ideer. Men han er oprigtig forelsket i hende, og hans optagethed af de moderne tanker gør også, at han gerne taler om alt muligt med hende som menneske til menneske. Faktisk virker det som om, at de to får opbygget et ægte varmt forhold, dog - ifølge romanen - med visse ikke uvæsentlige problemer omkring det erotiske. Prinsen har også nået at vise sine evner i forhandlingerne om medgift. Han får trumfet en klækkelig årlig ydelse fra hoffet til prinsessen igennem - samtidig med at han lader skinne igennem, at han ikke ser sin fremtid som statsembedsmand ved hoffet. Hans oplysnings- og Rousseau-inspirerede tanker går i retning af et harmonisk familieliv med ånd og frihed på slottet i Augustenborg. Det forhindrer ham dog ikke i at blive udpeget til gehejmestatsminister, medlem af statsrådet, med rang lige efter kronprinsen. Ikke ringe for en 21-årig prins.

I høsten 1787 kommer Louise Augusta og Frederik Christian så for første gang til Augustenborg sammen. De modtages med stormende begejstring ved det lille hof, og den gamle hertug bliver dybt betaget af sin svigerdatter. Så betaget at han snart overdrager det unge par Gråsten Slot og de tilhørende besiddelser, så de kan øve sig lidt på at være hertugpar. Prinsessens modvilje mod at rejse til et så fjernt sted forsvinder som dug for solen, da det viser sig, at Als ikke er en udørk. Det lille hof er kulturåbent, begejstret for nye ideer, henter inspiration i både dansk og tysk kultur og i hele Europa. Der er masser af ånd og en egn så skøn, at tidens pastorale-idyl-idealer næsten virker virkeliggjorte.

Det er bare begyndelsen til historien, der udvikler sig dramatisk, både hvad angår personernes lidenskaber og i forhold til den ydre historie, der i sig selv rummer stof til et storladent historisk “nord-syd”-drama i historien. Forspillet til de slesvigske krige rummer langt mere end den traditionelle nationalromantiske fremstilling af augustenborgerne som alle tiders landsforrædere