Kejsersnit
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kejsersnit (latin: sectio caesarea), kirurgisk indgreb til at forløse et barn inden den naturlige fødsel. Foretages hvis der opstår komplikationer ved en fødsel - eller hvis en situation opstår hvor der er fare for moderens eller fosteres liv ved at fortsætte graviditeten.
Et moderne kejsersnit foregår ved at lægen skærer et tværsnit i huden, lige i grænsen til kønshårene, der er ca. 15 cm langt (kaldet et bikinisnit). Der åbnes videre ned til underhuden, fedtlaget og de hinder, der omgiver musklerne, til musklerne, til bughinden, og indtil man når ind til livmoderen. Livmoderen åbnes og åbningen udvides. Når åbningen er stor nok, griber lægen fat om barnet og trækker det ud. Når barnet er født, klippes navlestrengen over og moderkagen tages ud. Herefter lukkes igen som efter en almindelig operation.
Kejsersnit hedder på latin sectio caesarea, angiveligt opkaldt efter Julius Cæsar, men det er historisk tvivlsomt om han skulle være kommet til verden på denne måde.