Knud 1. Hardeknud

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Knud 1. Hardeknud var konge i dele af Danmark fra omkring 917 til omkring 948, forud for sønnen Gorm den gamle som betragtes som Danmarks første officielle konge.

Indholdsfortegnelse

1 Forhistorien
2 Hardeknud
3 Kilder
4 Se også

[redigér] Forhistorien

I 890'erne var Danmark besat af svenskerne og kong Helge var forvist af Olav den Frøkne som grundlagde Olavslægten i Danmark. I henhold til Adam af Bremen som fik fortalt den danske historie af kong Svend 2. Estridsen tog Olav og to eller flere af hans sønner Danmark «ved våben og vold». Da Olav døde skal to af hans sønner have styret som samkonger, og derefter, omkring 915, blev Sigtrygg Gnupasson konge. Sigtrygg var en søn af Olavs søn Gnupa (Gaute?) og en dansk adelskvinne ved navn Åsfrid. Sigtrygg Gnupasson er en historisk figur da han er mindet på to runesten som blev rejst af hans mor efter hans død.

[redigér] Hardeknud

Ved Sigtryggs død kommer Hardeknud på banen. Hardeknud var formentlig født en gang i 880'erne og var søn af en ellers ukendt Svein (Sweyn) som er beskrevet som sønnesøn (eller adoptert sønnesøn) af en delvis mytisk høvding ved navn Sigurd Orm-i-Øje, en af sønnerne til sagnkongen Ragnar Lodbrog. Dette kan ikke verificeres og tilhører derfor legenderne. Adam af Bremen fortæller at Hardeknud kom fra «Northmannia», altså «nordboernes land», som kan betyde både Norge og Normandiet. Sidstnævnte var nylig blevet bosat af danske vikinger. Det er måske lige så sandsynligt at Hardaknud voksede op indenfor Danelagen i East Anglia i England.

Hardeknud må ha været en voksen mand med et vist rygte da han kom til Danmark omkring 916, og i henhold Adam og hans kilde (Svend Estridsen) fik Hardeknud øjeblikkelig afsat den unge konge Sigtrygg. Dette skete ærkebiskop Hogers sidste tid, siger Adam, og Hoger ved vi døde i 917. Hardeknud styrede som konge uden at blive udfordret omkring 30 år.

I 848 udpegede ærkebiskoppen af Bremen tre biskopper for Danmark, og det betyder sandsynligvis et skifte på den danske kongstrone. Hardeknud er som regel skildret som en konge som enten var ligegyldig eller fjendtlig overfor kristendommen, og selv om det sidste kan være kirkens fortolkning, tyder det på som om en ny og mere tolerant konge kom til magten i 947 eller 948.

Det er meget lidt man ved om Hardeknud, men Snorre Sturlasson nævner ham som far til Gorm. I henhold til de sparsommelige kilder skal han have været en strid og hård konge. Adam af Bremen nævner Hardeknud i to linjer. Det ældste manuskript af Adams værk har derimod kun en linje og et fejlskær med pennen. Det yngre manusskript har korrigert fejlskæret til navnet Hadeknud med en linje mere.

[redigér] Kilder

Adam af Bremen skriver i sin krønike (I,52):

Noget fortalte den berømte danske konge, da jeg spurgte ham

om det. "Efter Olaph," sagde han, "sveernes fyrste, som regerede i Danmark sammen med sine sønner, blev Sigerich sat i hans sted. Og da han havde regeret i kort tid, kom Hardegon Sueins søn, fra Nortmannia og berøvede ham riget."

"Den berømte danske konge" er Svend Estridsen. Men det skal nok bare betragtes som en måde at fortælle på når Adam af Bremen gengiver samtale med kongen.

Hardegon og Suein kendes ikke fra andre tekster og der er enighed om at Hardegon må være en fejl, men man er ikke enige om hvad der er det rigtige. En mulige retttelse er at "Hardegon" skal rettes til "Hardeknud"

(Adam af Bremen I,55)

Hos danerne var på den tid Hardecnudth +<...>+ Vorm herskede.

Man er ikke enige om hvilket ord, der mangler i teksten. Tiden er efter Ungarernes invasion i 906.

Man kan forsvare at teksten kan læses sådan at Vorm (Gorm) var konge efter Hardecnudth som kom fra Nortmannia. Mere vides ikke om Hardeknud.

Men man ved at var en dansk konge med navnet Gorm (Guthrum II) som var konge fra 902 til 918 i East Anglia og som godt kan have været søn af Hardicnut (Guthfrith/Canute/Guthred), som var konge af East Anglia fra ca. 881 til 895 (eller 896). Begge konger er omtalt i Den Old Engelske Krønike, som Adam af Bremen et andet sted angiver som kilde.