Langbue
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En Langbue er en lang kraftfuld bue, et simpelt våben, typisk lavet af takstræ, ca. 180 cm lang og med et D-formet tværsnit.
Langbuen er især er berømt for de engelske Yeomen der brugte dem på slagmarken ved Crécy (1346) og Agincourt (1415) under hundredårskrigen mod Frankrig.
En langbue kan skyde 6 skud i minuttet, op til ca. 400 meter, og på 200 meter afstand kan den gennembore både ringbrynjer og pladerustninger hjelme og skjolde. De angivne tal må dog betragtes som de maksimale.
Det kræver et trækkraft på op til ca. 500 newton (50 kg) at spænde en langbue. Arkæologiske fund af bueskytter viser små forandringer på arm- og skulderknoglerne, på grund af den langvarige træning.
En langbue er ikke så præcist et våben som en flitsbue, da man ikke kan slippe buestrengen så hurtigt, at sigtet ikke forstyrres. Men hvis flere bueskytter arbejder sammen, kan de totalt stoppe et tungt og langsomt rytteri.
Verdens ældste langbuer er fundet i Holmegårds mose på Sjælland i 1944. De er ca. 9000 år gamle. To af dem var næsten komplette elmetræsbuer. Til buerne har man brugt pile med spidser af flintesten, og de knoglefund man har fra jægerstenalderen, viser, at våbenet har været effektivt til jagt.
