Menneskets udvikling
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Menneskets udvikling er den forandringsproces eller evolution ved hvilken mennesket blev en selvstændig art. Ordet 'menneske' i forbindelse med menneskets udvikling dækker slægten Homo, men studier af menneskets udvikling inkluderer ofte også primater som Australopithecus.
Det moderne menneske har udviklet sig fra tidligere former, som er fundet som fossiler rundt omkring i verden. Desuden er der fundet andre spor i form af redskaber, boliger osv. Til sammen hjælper disse fund til at vi kan danne os et billede af den proces, som har gjort at arten Homo sapiens er blevet til. Den følgende fremstilling omtaler de former, hvorfra slægten Homo bliver skabt for ca. 2,5 mio år siden. Derefter følger vi slægten Homos udviklingshistorie gennem over 2 millioner år, før den eneste nulevende art af slægten Homo dukker op. Dens historie dækker de sidste ca. 150.000 år.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Den oprejste gang
For ca. 4,1 mio år siden skete adskillelsen mellem de to udviklingslinier, der har ført frem til hhv. mennesket og dets nærmeste nulevende slægtning chimpansen.[1]
- Adskillelsen fandt formentllig sted i kølvandet på en stor kløft-dannelse ned gennem Afrika, der betød en adskillelse af de dalevende dyrearter i to populationer hhv. øst og vest for den store dal. Forskydningen ændrede samtidig på de klimatiske forhold, idet områderne øst for modtog mindre nedbør end tidligere, hvilket førte til at den sammenhængende regnskov dér langsomt opløstes i mindre og mindre skovbevoksninger adskilt af savanne.
På dette tidspunkt fandtes skovlevende primater både øst og vest for den nye kløft. Nulevende chimpanser og gorillaer er efterkommere efter nogle af dem, der levede vest for. For dem, der levede øst for, betød klimaændringen i Østafrika en trussel mod deres hidtidige fødeindsamling baseret på klatring og plukning af frugt i skovens træer.
- Formentlig som en tilpasning til at opretholde deres traditionelle fødesøgning i de nye omgivelser udvikledes primater med større evne til at gå på bagbenene og dermed tilbagelægge afstandene mellem træbevoksningerne med mindre energiforbrug og samtidig større overblik over evt. rovdyr på savannen.
Fund af uddøde abe-mennesker, Australopitheciner, viser, at deres hjernestørrelse ikke adskiller sig fra de nulevende chimpanser og ikke vokser synderligt i de følgende 2 millioner år. Men så sker der igen noget nyt.
- Formentlig er det ændrede klimaforhold – en afkøling, der sætter ind for ca. 2,5 mio år siden – der presser australopithecinerne til at supplere den sædvanlige kost med nye fødeemner, efterhånden som den traditionelle føde bliver sjældnere.
Det fører til to forskellige udviklingslinier. En, slægten Paranthropus, hvor der sker tilpasning til grovere fødeemner ved at tand- og tygge-apparat forstørres, og en, slægten Homo, hvor tand- og tygge-apparatet formindskes!
- Formentlig er det sådan at Paranthropus tilpasser sig ved at få større tænder og Homo tilpasser sig ved at bruge hænderne mere.
[redigér] Slægten Homo
De ældste fundne fossiler, som kan henføres til slægten Homo er ca. 2,4 mio år gamle. Det drejer sig om arten Homo Habilis og Homo Rudolfensis fundet i Østafrika. Sammen med disse er fundet de ældste, primitive stenredskaber.
Stenredskaberne er fremstillet ved afhugning af flækker fra rullesten. Flækkerne har kunnet bruges til at skære med mens den tilhuggede kerne har kunnet bruges til at banke og hakke med. Redskaberne har kunnet bruges til at fremgrave og knuse rodfrugter med og har også muliggjort at fundne ådsler eller nedlagt bytte kunne skæres i småstykker. Selv marv og hjernemasse, der er meget næringsrigt, har de kunnet nå ved at knuse sig vej gennem knoglerne. Redskaberne har således kunnet udgøre en erstatning for et stort tandsæt – som hos Paranthropus - og samtidig har redskabsbrugen kunnet igangsætte en udvikling af hjernen, som der også bliver bedre ”plads til” i kraniet i takt med at tygge-apparatet kan formindskes, og bedre ”råd” til at udvikle, når der er adgang til fedt- og proteinrig kost.
Ikke mindre betydningsfuldt er sporene af, at der hos disse første arter af slægten Homo eller ved overgangen til deres efterfølgere er tegn på føde- og arbejdsdeling, en slags første skridt mod en samfundsdannelse. Et revolutionerende brud med den naturhistoriske grundregel om, at individer – selv når de samarbejder som løvinder om at fange et bytte – alene er optaget af at skaffe føde til sig selv og eget afkom. Denne nye samarbejdsform har også kunnet stimulere en udvikling af hjernen, bl.a. udviklingen af kommunikation mellem gruppens medlemmer om føde- og arbejdsdelingen.
Sporene fra Homo habilis dækker næsten 1 million år, frem til for ca. 1,5 mio år siden. Men inden da - for ca. 1,8 mio år siden - er en ny og endnu mere succesrig art, Homo erectus, udviklet fra dem. Igen er Østafrika stedet, men i modsætning til forgængeren lykkes det Homo erectus i løbet af den næste million år at sprede sig ud over Afrikas grænser og bl.a. tilpasse sig livet i kølige temperede zoner i Eurasien. Succesen er baseret på en række nye udviklingstræk:
Homo erectus er fulgt af en række helt sikre tegn på systematisk jagtadfærd, bosættelser af en vis permanent karakter, en mere systematisk fremstilling af specialredskaber i sten, den første brug af ild og de første sikre tegn på en forlænget barndom. Slidmærker i tandemaljen viser endvidere, at Homo erectus helt er overgået fra overvejende ”frugtædende” til ”altædende”. Og den forskel i størrelse mellem kønnene, der har været hos forgængerne reduceres markant, mens hjernestørrelsen tager endnu et spring fremad. Men kropsstørrelsen vokser også og Homo erectus er mht. fysisk ydeevne både forgængeren og det moderne menneske klart overlegen.
[redigér] Arten Homo sapiens
De ældste fossiler, der henføres til arten Homo sapiens er op imod 500 tusind år gamle. Der er dog fossiler som menes at være op mod 800 tusind år gamle, der søges henført til arten. En af de store udfordringer i menneske-artens udvikling er at kombinere den oprette gang og den bækken-form, som det afføder med en stor hjerne. Barnets hoved skal kunne passere fødselsgangen. En af særtrækkene ved mennesket er en forlængelse af barndommen, som muliggør en relativ større hjerneudvikling efter fødslen. Samtidig gør det den periode barnet er afhængig længere, og dermed forældrerollen betydeligere. Men det gør også muligheden for overførsel af erfaringer fra generation til generation større - en af grundpillerne i kultur i modsætning til natur. Hos Homo sapiens tager denne udvikling rigtig fart og kulturens stigende rolle muliggør en tilpasning til praktisk taget alle klima-zoner på jorden.
[redigér] Karakteristiske træk i menneskets udviklingsproces
Mennesket er som art karakteriseret ved en række egenskaber af biologisk natur. Herudover er vi som art specielle ved at udvikle vores levevis inden for kultur og samfundsliv. Her følger en kort oversigt over en række på 14 af disse artsspecifikke træk og deres placering i udviklingsprocessen fra primaterne for 50 millioner år siden til dagens menneske.
Primaterne udvikler sig tilpasset et liv i træerne med
1. Fremadrettede øjne med tredimensionalt farvesyn.
2. Lemmer med gribefunktion (modstillet tommel)
3. Føder ofte kun 1 unge ad gangen (to brystvorter)
4. Relativ stor hjerne med stærk udvikling af sensoriske og motoriske områder samt områder for koordination.
Aberne specialiserer sig med
Kindtænder beregnet til føde bestående af frugt
4. Større hjerner, hvor synsbarken er stærkt udviklet mens området for lugtesansen er reduceret
Seksuel størrelsesforskel
Australopithecinerne er menneskeaber (hominoider), der udvikler sig tilpasset et liv i spredt skovbevoksning med
5. Oprejst gang
Homo habilis/rudolfensis udvikler sig tilpasset et liv, hvor føde i form af frugt kombineres med grovere fødeemner og ådsler. Formentlig fremskaffes føden gennem arbejdsdeling og transporteres til en fælles spiseplads. Denne sociale organnisering går sandsynligvis hånd i hånd med en udvikling af
6. Kommunikation i form af sprog (omend i rudimentær form på dette stadie)
Større dyr parteres evt. og jordknolde og andre grove fødeemner fremgraves og knuses ved
7. Brug af redskaber
Det muliggør
8. Relativt spinkelt tyggeapparat
9. Bredt uspecialiseret fødevalg
Homo erectus/ergaster lægger en række nye træk til den begyndende kultur-dannelse, som gør en spredning til tempererede zoner og endnu bredere fødevalg mulig, bl.a.
10. Brug af ild (køkken-teknologi)
Biologisk er hele kroppen blevet større, også hjernen, men hjernen er ikke forholdsmæssigt meget større end hos forgængeren, målt som den såkaldte encephalisations-kvotient (EK - se oversigten nedenfor). Andre træk peger dog mod en bedre tilpasning til en stor hjerne:
11. Seksuel størrelsesforskel næsten væk
12. Forlænget barndom
Homo erectus er ikke blot en succes i kraft af sin geografiske udbredelse. Også tidsmæssigt overlever arten i mere end 1,5 mio år.
Først for ca. 500 tusind år siden opstår en endnu mere succesrig art Homo sapiens. Hjernestørrelsen stiger, mens kroppen i øvrigt bliver spinklere. De første mange hundredtusinder af år er der mange ligheder der peger tilbage til Homo erectus både i kropsbygning og mht. levevis. Rigtig gang i udviklingen forstået på den måde, at
13. kulturel udvikling tager helt overhånd i forhold til genetisk udvikling,
slår først igennem blandt den underart Homo sapiens sapiens, der genetisk er udviklet tilbage fra et tidspunkt for ca. 150 tusind år siden. Men gennembruddet synes at være sket for ikke meget mere end 40.000 år siden, hvorefter det går stærkt med udvikling og spredning af nye redskabskulturer, der afløser hinanden med få tusind års mellemrum.
14. Kunstneriske udtryk som hulemalerier, figurer og udsmykkede redskaber
myldrer frem.
| Udviklingstrin | Bevægeapparat | Hjerne- rumfang |
Hjerne- udviklings- kvotient (EK) |
Redskabskultur |
|---|---|---|---|---|
| Australopithecus africanus (fra 3-3,5 mio år siden) |
Oprejst gang | 440 cm3 (430-520) |
2,2 | (ingen) |
| Homo habilis (fra 2,4 mio år siden) |
Oprejst gang | 645 cm3 (510-750) |
3,3 spor af sprogcenter |
Oldowan |
| Homo erectus (fra 1,8 mio år siden) |
Oprejst gang | 930 cm3 (750-1200) |
3,3 | Acheuléen bopladser (huler og grenhytter) brug af ild |
| Homo sapiens (ældre former) (fra 0,5 mio år siden) |
Oprejst gang | ? | ? | Acheuléen |
| Homo sapiens sapiens (første former) (fra 150 tusind år siden) |
Oprejst gang | 1195 cm3 (950-1390) |
5 | Acheuléen -> Levallois |
| Homo sapiens sapiens (moderne form) (fra 40 tus år siden) |
Oprejst gang | 1360 cm3 (1100-2000) |
6,3 | Aurignacien -> Gravettien -> Solutréen -> Magdalénien |
Hjerneudviklings-kvotienten (EK) i tabellen er beregnet med formlen:
EK = hjernevægt / (0,059 * kropsvægt0,76) [2]
[redigér] Andre træk ved mennesket - placering i udviklingshistorien
Behåring og overfladehuden
Hos mennesket er behåringen næsten forsvundet, mens selv de nærmeste slægtninge – menneskeaberne – har bevaret deres. Samtidig er der en tendens til at antallet af svedkirtler stiger jo nærmere beslægtede til mennesket abearter er. Hos mennesket er det stort set hele overfladehuden, der indeholder de såkaldte ekkrine kirtler, der afgiver klar saltholdig væske i modsætning til de apokrine kirtler, der findes i armhuler og skridtet, der samtidig udskiller æggehvidestoffer (og er knyttet til hårsækkene). En teori gør disse forhold til omdrejningspunkter for at hævde, at mennesket på sin udviklingsvej har været igennem en periode tilpasset liv i vand-miljø – og vel at mærke inden for de seneste få millioner år efter udspaltningen fra de øvrige menneskeaber (Hardy 1960,Morgan 1982 & 1990). Teorien er ikke bredt accepteret.
Menstruation og menneskets udvikling
Hos mennesket og hos menneskeaberne – under et kaldet hominiderne - gennemløber hunnerne en særlig cyklus, hvor et æg frigøres fra en af æggestokkene og enten befrugtes og derefter sætter sig fast i livmoderens slimhinde eller udstødes af livmoderen sammen med slimhinden fulgt af blødning. Samtidig adskiller menstruerende arter sig fra andre pattedyr ved at menstruation og dermed evnen til at få afkom som regel stopper fra og med en vis alder – den såkaldte menopause. For nogle menstruerende arter er menopausens forekomst dog omtvistet. Varigheden af den enkelte cyklus varierer fra art til art, fra individ til individ og fra cyklus til cyklus, men den normale varighed udgør hos
| art | cyklus (dage) | meno-pause-alder (år) |
|---|---|---|
| Mennesket (Homo sapiens sapiens) | 28 | 47 |
| Orangutang (Pongo pygmaeus) | 29 | |
| Gorilla (Gorilla gorilla) | 30 | 44 |
| Chimpanse (Pan troglodytes) | 37 | |
| Bonobo (Pan paniscus) | 45 |
Hos alle andre pattedyr gennemløber hunnerne i stedet en cyklus, hvori der indgår en løbetid, hvor et æg frigøres, men hvor manglende befrugtning ikke medfører at livmoderens slimhinde udstødes. Hos enkelte arter optræder dog afgivelse af små mængder blod. Udviklingsmæssigt taler det forhold, at menstruationen er fælles for alle nulevende hominider for, at den er opstået hos en fælles stammoder, dvs. før udspaltningen i de grene, der er ført frem til de nulevende arter af hominider. Vi skal altså finde en forklaring på dette træk i en fjern fortid måske for 10 millioner år siden. En teori gør menstruationen til en afgørende faktor for opståen af menneskelig kultur (Knight m.fl. 1991 & 1995). Teorien går ud på at manglen på løbetid hos menstruerende kvinder har været med til at sikre mændenes interesse for at holde sammen med kvinderne konstant, hvilket har hjulpet til at kvinderne har kunnet gennemtvinge at ”forsørgerbyrden” har kunnet deles mellem kønnene og dannelsen af samfund med fødedeling ved at presse manden til kød for sex. Samtidig har menstruationens betydning dannet basis for at kvinder har udviklet symboler knyttet til den røde farve som første trin i symbol-dannelse og kultur-udvikling. Teorien er ikke bredt accepteret.
[redigér] Noter
- ↑ http://ing.dk/article/20061213/NATUR/61213006
- ↑ http://homepage.mac.com/wis/Personal/lectures/evolutionary-anatomy/Primate%20Brains.pdf W.I.Sellers "Primate Brains"
