National Hockey League
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
National Hockey League (NHL) er en professionel ishockeyliga med ialt 30 hold fordelt på 6 hold i Canada og 24 hold i USA.
Ligaen er delt op i 2 'Conferencer' - en øst og en vest. Disse 2 conferencer er hver især delt op i 3 divisioner. Der er 15 hold i hver af de 2 conferencer og 5 hold i hver af de 6 divisioner. I løbet af grundspillet der strækker sig fra oktober til april spiller hvert hold 82 kampe. Derefter går de 8 bedste hold fra hver Conference videre til slutspillet hvor der spilles om det ældste trofæ i professionel sport, Stanley Cuppen.
Ligaen er med afstand den bedste ishockeyliga i verden, ikke mindst på grund af de høje lønninger. Således kan de allerbedste spillere nå op på at tjene 8-9 millioner USD om året mens minimumslønnen for nærværende ligger på 450.000 USD per sæson.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Danskere i NHL
Den 6. januar 2007 blev Frans Nielsen den første dansker der spillede i NHL. Han debuterede for New York Islanders i en kamp mod Carolina Hurricanes.
Dansk-fødte Poul Popiel har ganske vist spillet 224 kampe i NHL mellem 1965 og 1980 for Boston Bruins, Los Angeles Kings, Detroit Red Wings, Vancouver Canucks og Edmonton Oilers. Ifølge NHLs officielle rekordbøger regnes han som den hidtil eneste dansker i NHL, men da han allerede som dreng flyttede til Canada regnes han i Danmark ikke som et produkt af dansk ishockey og derfor heller ikke som dansker i denne sammenhæng.
Følgende danske spillere er blevet draftet, hvilket dog langtfra er nogen garanti for at man kommer til at spille i NHL:
Navn | Draftet af | År | Runde | Nr. |
---|---|---|---|---|
Heinz Ehlers | New York Rangers | 1984 | 9. | 188 |
Søren True | New York Rangers | 1986 | 12. | 240 |
Jesper Duus | Edmonton Oilers | 1987 | 12. | 240 |
Kim Staal | Montreal Canadiens | 1996 | 4. | 92 |
Frans Nielsen | New York Islanders | 2002 | 3. | 87 |
Peter Regin | Ottawa Senators | 2004 | 3. | 87 |
Jannik Hansen | Vancouver Canucks | 2004 | 9. | 287 |
Morten Madsen | Minnesota Wild | 2005 | 4. | 122 |
Kirill Starkov | Columbus Blue Jackets | 2005 | 6. | 189 |
Bemærk at Starkov endnu ikke havde fået sit danske statsborgerskab da han blev draftet. Det fik han i sommeren 2006. [1]
[redigér] Hold
NHL startede i 1917 med 5 hold. Sidenhen er en række hold kommet til, mens nogle er flyttet og endnu andre er lukket, sådan at ligaen nu består af ialt 30 hold. Af de nuværende hold i ligaen har kun Montreal Canadiens og Toronto Maple Leafs været med fra starten i 1917.
Efter starten i 1917 kom flere hold til op igennem 1920'erne således at ligaen bestod af 10 hold i sæsonen 1930-31. I 1930'erne og tidligt i 1940'erne gjorde Depressionen og Anden Verdenskrig det dog af med flere hold.
I perioden fra 1942 til 1967 bestod ligaen kun af 6 hold der fik fællesbetegnelsen 'Original Six'. De 6 hold er Montreal Canadiens, Toronto Maple Leafs, Boston Bruins, New York Rangers, Chicago Blackhawks og Detroit Red Wings. I 1967 kom startskuddet til en serie af udvidelser da man på én gang fordoblede antallet af hold i ligaen til 12. De 6 hold var Philadelphia Flyers, St. Louis Blues, Minnesota North Stars (det nuværende Dallas Stars), Los Angeles Kings, Pittsburgh Penguins og Oakland Seals der blev til Cleveland Barons og senere blev slået sammen med førnævnte Minnesota North Stars. Tre år senere i 1970 kom også Vancouver Canucks og Buffalo Sabres med i NHL.
I 1972 fik den nystartede rivaliserende liga World Hockey Association (WHA), NHL til at reagere ved at udvide ligaen igen, denne gang med New York Islanders og Atlanta Flames (det nuværende Calgary Flames.) To år senere, i 1974 kom yderligere to hold med: Washington Capitals og Kansas City Scouts (der senere blev til New Jersey Devils.) De to ligaer konkurrerede om spillere og fans indtil WHA blev nedlagt i 1979. Fire af de tilbageværende hold fra WHA kom med i NHL: Hartford Whalers (det nuværende Carolina Hurricanes), Quebec Nordiques (nu Colorado Avalanche), Edmonton Oilers og Winnipeg Jets (det nuværende Phoenix Coyotes.)
Tidligt i 1990'erne kom den næste bølge af udvidelser. San Jose Sharks kom til i 1991 og året efter fulgte Ottawa Senators. I 1993 kom Florida Panthers og det Walt Disney-ejede Mighty Ducks of Anaheim med i ligaen. Sidst i 1990'erne kom yderligere 4 hold med i ligaen: Nashville Predators (1998), Atlanta Thrashers (1999) og de 2 senest tilkomne hold Minnesota Wild og Columbus Blue Jackets i 2000.
Montreal Canadiens er det mest vindende hold gennem tiderne med 24 Stanley Cup triumfer. Herefter følger Toronto Maple Leafs som har vundet Stanley Cuppen 13 gange, dog ligger deres seneste mesterskab tilbage i 1967. Detroit Red Wings med 10 mesterskaber er det mest vindende amerikanske hold i ligaen.
Carolina Hurricanes slog Edmonton Oilers i Stanley Cup finalen i 2006 og er således regerende Stanley Cup-mestre.
[redigér] Eastern Conference
Division | Hold | By | Arena | Tilskuere |
---|---|---|---|---|
Atlantic | New Jersey Devils | East Rutherford, New Jersey | Continental Airlines Arena | 19.040 |
New York Islanders | Uniondale, New York | Nassau Veterans Memorial Coliseum | 16.297 | |
New York Rangers | New York, New York | Madison Square Garden | 18.200 | |
Philadelphia Flyers | Philadelphia, Pennsylvania | Wachovia Center | 19.500 | |
Pittsburgh Penguins | Pittsburgh, Pennsylvania | Mellon Arena | 17.181 | |
Northeast | Boston Bruins | Boston, Massachusetts | TD Banknorth Garden | 17.565 |
Buffalo Sabres | Buffalo, New York | HSBC Arena | 18.690 | |
Montreal Canadiens | Montréal, Québec | Bell Centre | 21.273 | |
Ottawa Senators | Ottawa, Ontario | Scotiabank Place | 20.004 | |
Toronto Maple Leafs | Toronto, Ontario | Air Canada Centre | 18.800 | |
Southeast | Atlanta Thrashers | Atlanta, Georgia | Philips Arena | 18.750 |
Carolina Hurricanes | Raleigh, North Carolina | RBC Center | 18.730 | |
Florida Panthers | Sunrise, Florida | BankAtlantic Center | 19.452 | |
Tampa Bay Lightning | Tampa, Florida | St. Pete Times Forum | 19.500 | |
Washington Capitals | Washington, D.C. | Verizon Center | 19.700 |
[redigér] Western Conference
Division | Hold | By | Arena | Tilskuere |
---|---|---|---|---|
Central | Chicago Blackhawks | Chicago, Illinois | United Center | 20.500 |
Columbus Blue Jackets | Columbus, Ohio | Nationwide Arena | 18.500 | |
Detroit Red Wings | Detroit, Michigan | Joe Louis Arena | 19.383 | |
Nashville Predators | Nashville, Tennessee | Gaylord Entertainment Center | 17.113 | |
St. Louis Blues | St. Louis, Missouri | Scottrade Center | 19.260 | |
Northwest | Calgary Flames | Calgary, Alberta | Pengrowth Saddledome | 19.289 |
Colorado Avalanche | Denver, Colorado | Pepsi Center | 18.007 | |
Edmonton Oilers | Edmonton, Alberta | Rexall Place | 16.839 | |
Minnesota Wild | Saint Paul, Minnesota | Xcel Energy Center | 18.600 | |
Vancouver Canucks | Vancouver, British Columbia | GM Place | 18.630 | |
Pacific | Anaheim Ducks | Anaheim, Californien | Honda Center | 17.147 |
Dallas Stars | Dallas, Texas | American Airlines Center | 18.500 | |
Los Angeles Kings | Los Angeles, Californien | Staples Center | 18.500 | |
Phoenix Coyotes | Glendale, Arizona | Jobing.com Arena | 18.000 | |
San Jose Sharks | San Jose, Californien | HP Pavilion | 17.483 |
[redigér] Trofæer og priser
- Art Ross Memorial Trophy - flest point under grundspillet
- Bill Masterton Memorial Trophy - udholdenhed, sportsånd og dedikation til sporten
- Calder Memorial Trophy - årets rookie (førsteårsspiller)
- Clarence S. Campbell Bowl - vinder af Western Conference (Stanley Cup-finalist)
- Conn Smythe Memorial Trophy - mest værdifulde spiller under slutspillet
- Frank J. Selke Trophy - bedste defensive forward
- Hart Memorial Trophy - mest værdifulde spiller under grundspillet
- Jack Adams Award - årets træner
- James Norris Memorial Trophy - bedste back
- King Clancy Memorial Trophy - lederskab og humanitære indsatser
- Lady Byng Memorial Trophy - sportsmanship kombineret med spil på højt niveau
- Lester B. Pearson Award - bedste spiller (kåret af spillerne selv)
- Lester Patrick Trophy - person som har bidraget til sportens fremme i USA
- Maurice 'Rocket' Richard Trophy - bedste målscorer under grundspillet
- NHL Plus/Minus Award - bedste plus/minus-statistik
- O'Brien Trophy - (uddelt fra 1910 - 1950) trofæ givet til ligavinder o.a.
- Presidents' Trophy - bedste hold i grundspillet
- Prince of Wales Trophy - vinder af Eastern Conference (Stanley Cup-finalist)
- Roger Crozier Saving Grace Award - målmand med den bedste redningsprocent i grundspillet (min. 25 kampe)
- Stanley Cup - NHL-mester (vinder af slutspillet)
- Vezina Trophy - bedste målmand
- William M. Jennings Trophy - målmand/målmænd på det hold med færrest mål imod i grundspillet (min. 25 kampe)
[redigér] All-Star-kamp
Kamp mellem Eastern Conference og Western Conference. Ligaens fans stemmer online på spillere fra henholdsvis Eastern Conference og Western Conference. Herved udtages en startformation som suppleres med spillere udtaget af den bedste træner fra hver af de to conferencer.