Ole Sarvig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ole Sarvig (27. november 1921 - 4. december 1981) var dansk forfatter. Han var mest kendt for lyrikken, men skrev også syv romaner samt essays mm. om billedkunst, som han interesserede sig levende for. Hans digt, Regnmaaleren fra debuten Grønne digte (1943) er medtaget i Kulturkanonen.
[redigér] Biografi
Ole Sarvig blev student i 1940. Han boede i udlandet i flere omgange, blandt andet i Spanien i 1954-1962. Han var endvidere kunstkritiker ved Information og kunstkonsulent ved DR. I 1967 modtog Ole Sarvig Det Danske Akademis Store Pris og i 1972 blev han medlem af Det Danske Akademi.
Sarvig arbejdede i sit forfatterskab med metafysik og etik og skildrer det moderne intellektuelle menneskes problemer.
[redigér] Udgivelser (uddrag)
- Grønne digte (1943)
- Jeghuset (digte, 1944)
- Mangfoldighed (digte, 1945)
- Legende (digte, 1946)
- Menneske (digte, 1948)
- Edvard Munchs Grafik (kunstkritik, 1948)
- Krisens Billedbog (kunstessays, 1950)
- Min Kærlighed (digte, 1952)
- Stenrosen (roman, 1955)
- De Sovende (roman, 1958)
- Havet under mit Vindue (roman, 1960)
- Limbo (roman, 1963)
- Spirende digte (1967)
- Glem Ikke' (roman, 1972)
- Sejlads (tv-dramatik, 1974)
- De rejsende. En undergangsroman (1978)
[redigér] Anerkendelser (uddrag)
- Emil Aarestrup Medaillen (1965)
- Det Danske Akademis Store Pris (1967)
