Panser
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Militære køretøjer er tit pansrede for at kunne modstå anslaget fra sprængstykker, kugler eller granater, så soldaterne i køretøjet er beskyttet mod fjendtlig ild. Køretøjets design og formål bestemmer mængden af panser da det ofte er meget tungt og store mængder panser derfor begrænser køretøjets mobilitet.
De tungest pansrede køretøjer i dag er kampvogne, der er landtroppernes spydspids og er designet til at modstå panserværnsvåben, panserprojektiler, NBC-trusler og i enkelte tilfælde endda krumbaneild fra artilleri. Den israelske Merkava kampvogn var designet således, at hver eneste komponent fungerende som ekstra panser til beskyttelse af personellet. Ydre panser er modulært, hvilket gør det muligt hurtigt at udskifte beskadiget panser.
Et godt panser betyder ikke jo tykkere, jo bedre, idet et velovervejet design kan spare materiale og dermed vægt. En skrånende flade vil virke bedre beskyttende, da nogle træffere vil glide af på den skrå flade, og de træffere, der ikke glider af, skal trænge skråt gennem panseret og dermed gå gennem mere materiale.
En anden detalje er beskyttelse mod hulladninger, hvor der er anbragt et tyndt ydre panserlag i en vis afstand fra den egentlige pansring. En hulladning virker bedst i en nøje beregnet afstand fra panseret, og dette er bygget ind i granaten. Når granaten detonerer mod et ydre lag, opnår ladningen ikke den nødvendige kraft til at gennemtrænge det egentlige panser.