Israel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

מדינת ישראל
Medinat Yisrael
دولة اسرائيل
Dawlat Israil

(Flag) (Nationalvåben)
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Hatikvah
Hovedstad	Jerusalem 31°46′ N 35°14′ E
Største by	Jerusalem
Officielle sprog	Hebraisk, arabisk
Regeringsform Præsident Premierminister	Republik Moshe Katsav Ehud Olmert
Uafhængighed  • Erklæret	Fra Storbritannien 14. maj 1948
Areal  • Total  • Vand (%)	20.770 km² (nr. 150) 2 %
Indbyggertal  • 2005 anslået  • [[]] folketælling  • Tæthed	6.276.883 (nr. 81) 302,2/km² (nr. 25)
BNP  • Total  • Pr. indbygger	2004 anslået 123 mia. USD (nr. 39) 20.800 USD (nr. 33)
Valuta	Ny Shekel (ILS)
Tidszone  • Sommer (DST)	(UTC+2) (UTC+3)
Internetdomæne	.il
Telefonkode	+972

Israel (Hebraisk: מְדִינַת יִשְׂרָאֵל - Medinat Yisra'el, Arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل - Dawlat Isrā'īl), officielt Staten Israel, er et land i Mellemøsten med kyst mod Middelhavet og Rødehavet (Akababugten), og grænser mod Ægypten, Jordan, Syrien og Libanon.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 2 Geografi 2.1 Klima 2.2 Floder 2.3 Hovedstad 2.4 Byer 3 Politik 3.1 Præsidenten 3.2 Den lovgivende forsamling 3.3 Den udøvende forsamling 3.4 Den dømmende instans 4 Forsvar 4.1 Historisk 4.2 Værnepligt 4.3 Omfang 4.4 Problemer i det israelske militær 5 Muren på Vestbredden 6 Økonomi 7 Demografi 7.1 Sprog 7.2 Religion 8 Kultur 9 International pressefrihed 10 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Israels historie

Historien om landet Israel starter med det bibelske Eretz Israel, der har rødder helt tilbage til 2. årtusinde f.Kr., hvor hebræerne Abraham, Isak og Jakob bosætter sig. Hungersnød tvinger dem dog i første omgang til at udvandre til Ægypten, men Moses fører dem atter tilbage efter 40 års ørkenvandring omkring 1300 f.Kr. De erobrer området med støtte fra nomadiske stammer og semitiske folkeslag, som er beslægtet med Abraham.

Omkring 1020 f.Kr. bliver det hebraiske kongedømme etableret og Kong Saul bliver første konge og hans efterfølger bliver Kong David. Sønnen Kong Salomon bliver sidste konge, da det hebraiske kongedømme deles i to efter hans død. Kun stammerne til Juda og Simon accepterer Salomons søn Kong Roboam som sin konge og dermed oprettes det sydlige kongedømme Judæa med Jerusalem som hovedstad. I nord opretter de øvrige stammer Israel med Sikem og senere Samaria som hovedstad.

I 722 f.Kr. tilintetgøres Israel af asyrerne. Ti af Israels 12 stammer landsforvises. I 587 f.Kr. bliver Judæa erobret af Babyloniens konge, Nebukadnesar. Jerusalem ødelægges og de fleste hebræere landsforvises til Babylonien. Mange vender dog tilbage, da først perserne i 539 f.kr. erobrer Babylon og i 332 f.kr. Alexander den Store erobrer bl.a. hele Judæa.

Jøderne (de gamle hebræere) opnår selvstyre under Hasmonæerne mellem 142 f.kr. og 63 f.kr., da Jerusalem erobres af den romerske general, Pompejus. Jøderne er underlagt Romerne indtil 313, hvor Romerriget overgår til kristendom og Israel får en stærkt øget betydning for Rom og får byzantinsk styre. I 1187 generobrer Salah el-Din Jerusalem og 1291 indtager de ægyptiske mamlukker hele Palæstina. På dette tidspunkt er langt størstedelen af den jødiske befolkning flygtet til Europa.

Fra 1517 til 1917 indgår Palæstina i det Osmanniske Rige med Konstantinopel som hovedstad. I 1917 erobrer britiske tropper Jerusalem og Palæstina, og har indtil 1948 den formelle magt i mandatområdet i Palæstina på Folkeforbundets vegne. De må til sidst give op under presset fra de borgerkrigslignende tilstande i Palæstina, da de bekæmpes af den zionistiske bevægelse og den arabiske nationalisme, der også bekæmper hinanden indbyrdes. De overlader problemerne til det nystiftede FN, som beslutter at dele Palæstina i en jødisk (56 % af Palæstina) og en arabisk stat (43 %). Området omkring Jerusalem og Bethlehem skal være en international zone (1%).

Den moderne stat Israel, som vi kender den i dag, proklameres som selvstændig stat den 14. maj 1948 med David Ben-Gurion som landets første ministerpræsident. De arabiske nabostater, Syrien, Ægypten, Jordan, Libanon og Irak støttet af andre, afviser dog at anerkende staten og spændinger i forbindelse med forsyningslinierne mellem Tel Aviv og jøderne i Jerusalem fører til en væbnet konflikt mellem Israel og Palæstinenserne. Denne krig kendes enten som Israels uafhængighedskrig eller Al Nakbar(katastrofen).

Siden følger Suez-krigen, Juni-krigen/Seksdageskrigen, oktoberkrigen/Yom Kippur-krigen og de utallige andre konflikter som præger Israels nyere historie. Israel er i fortsat konflikt med palæstinenserne og har ikke sluttet fred med andre end Ægypten og Jordan.

[redigér] Geografi

Uddybende artikel: Israels geografi

Geografisk er Israel beliggende som et brohoved mellem 3 kontinenter: Afrika, Asien og Europa. Israel er langt og smalt. Det strækker sig ca. 450 km fra Genazarath-søen i nord til Eilat i syd. Den bredeste strækning, mellem Dødehavet og Middelhavet er 135 km.

[redigér] Klima

Skønt landet er lille, har Israel en varieret topografi og så varierede klimatiske forhold, at det svarer til forskellene i et helt kontinent. Galilæas skovbeklædte højder i det nordlige Israel glider over i frugtbare dale. Klitter og landbrugsjord markerer kyststrækningen langs Middelhavet. Bjergrige ørkener strækker sig sydpå gennem Negev-ørkenen og Arava-dalen til Eilat ved Rødehavet.

Landets temperede klima er solrigt og med en regnperiode fra november til april. Den årlige nedbørsmængde varierer fra 50-150 cm i det nordlige Israel til 2,5 cm i den sydlige del. De vidt forskellige klimatiske forhold giver i kystområdet varme, fugtige somre og regnfyldte vintre; i bjergene tørre og behagelige, varme somre og moderat kolde vintre med regn - af og til sne. I den sydlige del af landet hersker der ørkenagtige betingelser med varme til hede dage og kølige nætter.

[redigér] Floder

Den vigtige flod Jordan render via Genesaret sø til Dødehavet.

[redigér] Hovedstad

Siden 1950 har Jerusalem været erklæret staten Israels officielle hovedstad og residens for præsident, regering og parlament. I 1980 vedtog Knesset at Jerusalem var landets evige og udelelige hovedstad med fuld religionsfrihed for alle.

Der er imidlertid få lande, som anerkender dette og de betragter Jerusalems status som et uløst problem på grund af Israels erobring af Østjerusalem fra Jordan i Seksdageskrigen i 1967. Jordan havde besat denne del af Jerusalem under Uafhængighedskrigen i 1948 (efter krigen i 1967 afstod Jordan dog fra Jerusalem). Alle udenlandske ambassader (foruden Costa Ricas og El Salvadors) er derfor placeret i Tel Aviv.

Da der er tvivl om Jordan og Israels historiske aftaler om Østjerusalem, mener verdenssamfundet altså, at den endelige afklaring af Jerusalems status skal ske i fremtidige israelsk-palæstinensiske forhandlinger. Andre parter fastholder, at Jerusalem skal internationaliseres som oprindelig vedtaget af FN's generalforsamling.

[redigér] Byer

Israels største byer: Akko, Ashdod, Askhelon, BeerSheva, Eilat, Giv'Atayim, Hadera, Haifa, Herzliya, Holon, Jerusalem, Karmiel, Kefar Sava, Lod, Nahariya, Nazareth, Nazareth Illit, Netanya, Petach Tikvah, Ra'anana, Ramat Gan, Ramla, Rehovot, Rishon LeZion, Tel Aviv, Tiberias.

[redigér] Politik

Uddybende artikel: Israels politik

Israel er en parlamentarisk, demokratisk og verdslig republik, hvis lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt for at sikre gensidig kontrol og balance i systemet.

Landet har ingen formel forfatning, ligesom Stobritannien, men følger principperne i Uafhængighedserklæringen af 14. maj 1948, deres basislov kaldet Basic Law og en række vedtagne love.

Ved uafhængigheden forlængede man gyldigheden af det lovkompleks, som tidligere var gældende under det britiske mandatstyre, for så vidt lovene ikke stred mod bestemmelserne i deklarationen om oprettelsen af staten Israel i 1948 eller kom i konflikt med nye love antaget af den lovgivende forsamling.

[redigér] Præsidenten

Præsidenten er statsoverhoved. Han er valgt af Israels parlament ved simpelt flertal og vælges for en periode på syv år (tidligere fem år). Han kan maksimalt sidde i to perioder. Præsidentens opgaver er for det meste af ceremoniel og formel karakter (repræsentativ).

[redigér] Den lovgivende forsamling

Den lovgivende forsamling, Knesset, består af 120 medlemmer og er et et-kammer system, som træffer sine beslutninger i plenarforsamlinger, og hvis hverv udføres af 15 udvalg.

Der udskrives valg til Knesset hvert fjerde år. Hele landet består af én valgkreds. Spærregrænsen til Knesset er på 2% af de afgivne stemmer. Valgdagen er en helligdag.

Premierministeren eller et flertal i Knesset kan udskrive valg inden for en valgperiode (i utide), hvilket er sket syv gange siden maj 1948.

Alle israelske statsborgere (jøder, arabere mfl.) over 18 år har stemmeret. Som israelsk statsborger er man valgbar til Knesset fra det fyldte 21. år (med enkelte undtagelser). Hvis man har en officiel position som præsident, dommer, højtstående officer i hæren eller lignende er man først valgbar, når man har forladt stillingen senest 100 dage før valget. Man er heller ikke valgbar, hvis man har en kriminel karriere.

[redigér] Den udøvende forsamling

Den udøvende forsamling, regeringen, er ansvarlig overfor Knesset og er afhængig af parlamentariske tillidserklæringer. Regeringen ledes af premierministeren, som skal være medlem af Knesset. De øvrige ministre behøver ikke at være folkevalgte, men er det som regel. Regeringen varetager ind- og udenlandske anliggender samt sikkerhedsspørgsmål.

Regeringen skal have et flertal på minimum 61 medlemmer ud af Knessets 120 medlemmer for at kunne regere. Intet parti har haft flertal alene i Israels historie. Alle regeringer har været baseret på en koalition af flere eller mange partier.

[redigér] Den dømmende instans

Den dømmende instans, domstolene, er uafhængig af både de lovgivende og udøvende myndigheder. Dommere udnævnes af præsidenten efter anbefaling fra en offentlig indstillingskomite.

[redigér] Forsvar

Uddybende artikel: Israels forsvar

Israels forsvar kaldes blandt israelere Zahal – en forkortelse for det hebraiske navn, men er i det internationale samfund altid benævnt Israel Defence Forces (IDF). Dette er den direkte militære gren, som yderligere hører under Israel Security Forces - en samling af organisationer, der er ansvarlige for Israels sikkerhed. Organisationerne herunder er uafhængige, men samarbejder med hinanden.

[redigér] Historisk

Deres historie er kendetegnet ved en række militære aktioner selv meget langt væk fra Israel. Som eksempler kan nævnes tilfangetagningen af den videnskabelige leder af koncentrationslejrene, lægen Adolf Eichmann i Argentina i 1961, Operation Entebbe i 1976, som befriede mere end 100 gidsler, som var kapret af tyske og arabiske terrorister og Operation Solomon i 1991, som bragte 15.000 etiopiske jøder til Israel på én og samme dag.

[redigér] Værnepligt

Israel har almen værnepligt for både kvinder og mænd, med undtagelse af visse ikke-jødiske og ortodoks-jødiske folkegrupper. Israelske arabere har som hovedregel ikke værnepligt, men kan melde sig frivilligt. Som hovedregel er mænd underlagt værnepligt i 3 år, mens kvinder er inde i 2 år. Alternativet til at udtjene sin værnepligt, er som hovedregel fængsel i den tilsvarende periode, men mange organisationer kæmper for, at man skal kunne aftjene civil værnepligt eller samfundstjeneste istedet.

[redigér] Omfang

Israel har et af de de mest moderne, bedst trænede og bedst udrustede militære forsvar i Mellemøsten. Israel har anskaffet sig moderne våben gennem en kombination af egen udvikling og amerikansk teknologi. Det er regnet som et faktum, at Israel også har et arsenal med atomvåben. Israel er ikke medlem af aftalen om ikke-spredning af atomvåben, og er heller ikke forpligtet til ikke at have atomvåben.

Forsvarsbudgettet i Israel for 2004 var på 44,467 milliarder ILS. Folketallet var på uafhængighedsdagen samme år 6.780.000, hvilket omregnet betyder, at Israel dermed bruger 6 559 ILS pr. indbygger på forsvaret i 2004. De lande i verdenen, som bruger flest penge på forsvaret pr. indbygger er, foruden Israel og USA, de andre lande på den arabiske halvø og Singapore.

[redigér] Problemer i det israelske militær

Det israelske militær er i mange henseender præget af en hård disciplin, hvor det ikke er velset at stille spørgsmål til procedurer og fremgangsmåder. Dette har ført til at mange soldater føler at det fysiske og psykiske pres er uoverkommeligt, samtidig med at mange bliver presset til at undertrykke civile palæstinensere. Dette sker mod den enkelte soldats ønske. Derfor har mange tidligere soldater samlet sig i organisationen Breaking the silence, hvis opgave er fortælle om de situationer den enkelte soldat står i. Organisationen opstod som en protest imod en dom over en israelsk soldat, der idømtes en dom på 26 dages fængsel for at have dræbt en uskyldig palæstinenser. Organisationen argumenterer for at det ikke er soldaten, men systemet, der burde straffes. På deres hjemmeside beretter tidligere soldater om deres oplevelser i militærtjenesten.

[redigér] Muren på Vestbredden

Israel har i løbet af de sidste fem år opført en mur inde i de palæstinensiske områder. På Vestbredden har man opført muren, ifølge Israel for at forebygge terrorisme. Muren er senere blevet dømt ulovlig af det internationale samfund, da man mener den besværliggører mulighederne for en varig fred i området.

[redigér] Økonomi

Uddybende artikel: Israels økonomi

I 2000 blev der sidst registreret en positiv stigning i Israels økonomiske aktivitet – en vækst på 6,4% i BNP. En forværret sikkerhedssituation har siden været hovedårsagen til et mærkbart fald i væksten inden for næsten alle dele af samfundet. I 2001 faldt BNP faktisk for første gang i nær ved et halvt århundrede. Med et fald i BNP på -0,6% var landet langt fra toppræstationen i den første halvdel af 1990'erne, hvor Israel havde den største vækst i BNP i verden. En del af de økonomiske problemer er opstået som følge af den tilspidsede konflikt med palæstinenserne siden 2001. Konflikten har ført til spredte boykot-kampagner i vesten, rettet mod Israel, mens det har været umuligt at eksportere til de arabiske lande.

Selvom Israel kun har godt 6,5 millioner indbyggere, har landet formået at gøre sig internationalt bemærket inden for landbrugssektoren, kunstvandingsanlæg samt forskellige elektronik og high-tech industrier. Frihandelsaftaler med Europa (EU og EFTA) og USA har igennem de sidste to årtier banet vejen for en stigende eksport af varer og tjenesteydelser (mere end 45 milliarder USD i 2000), men har også banet vejen for, at man kunne være en del af internationale virksomheder, hvilket bidrog til den stærke vækst igennem størstedelen af 1990’erne.

[redigér] Demografi

Uddybende artikel: Israels demografi

[redigér] Sprog

Hebraisk og arabisk er de officielle sprog. Desuden er en række sprog fra indvandrernes oprindelseslande udbredt, primært jiddisch og russisk.

[redigér] Religion

Området Israel består af det hellige land for fire religioner: jødedommen, kristendommen, islam og Bahá'í. Jødedommen er den officielle religion. Palæstinenserne er overvejende muslimer og nogle er kristne.

[redigér] Kultur

Uddybende artikel: Israels kultur

Israels nationaldag er den 14. maj (Uafhængighedsdagen, 1948).

[redigér] International pressefrihed

• Pressefrihedsindeks: Rangeret 47 ud af 167 lande.

[redigér] Eksterne henvisninger

• [1] - Breaking the silence
• Dansk-Israelsk Forening - En pro-Israel venskabsforening.
• Den israelske Ambassade, København

Denne artikel om Asiens geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.