Pax deorum
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Pax deorum (latin: gudernes fred) var en forestilling i traditionel romersk religion om at det var menneskers opgaver at opretholde et godt forhold til guderne. Romerne mente at dette var essentielt, da guderne ellers ikke ville hjælpe menneskene og at ulykkerne derfor ville ramme dem og jordens frugtbarhed ville forsvinde. Forholdet mellem guder og mennesker bestod i en forbindelse, der mindede om den, der eksisterede mellem klienter og patroner i det romerske samfund, hvor den mest magtfulde og rige part patronen uddelte gunstbevillinger sin undergivne klient til gengæld for æresbevisninger og tjenesteydelser.
Guderne skulle behandles med respekt og modtage de nødvendige æresbevisninger i form af ofringer og udførelsen af andre religiøse ritualer. Romerne mente endvidere at den rituelle kontakt mellem guder og mennesker var reguleret af en særlig guddommelig lov (ius divinum). Særlige præsteskaber var derfor udvalgt til at overvåge om de ritualer, de havde ansvaret for, blev udført korrekt efter alle foreskrifter. Præsterne var organiseret i forskellige kollegier, som hver især opbevarede skrifer hvori ritualerne var beskrevet.
Mange af de myter og legender, som beskriver de mytologiske begivenheder omkring Roms grundlæggelse omhandler omfangsformerne mellem guder og mennesker. Og heri beskrives det hvorledes de personer, der optræder med den fornødne respekt for de gamle traditioner (mos maiorum), og som derved besidder den vigtige dyd pietas (fromhed, respekt for traditionen), belønnes rigeligt af guderne, mens personer, der gør det modsatte, straffes grusomt.
I 1. århundrede f.v.t. blev Romerriget kastet ud i række borgerkrige, samtidigt blev statskultens ritualer i høj grad negligeret og religionen blev ikke taget alvorligt af den herskende klasse. Efter indførelsen af Principatet gennemførte Augustus og kredsen omkring ham en række religiøse reformer, da det på dette tidspunkt var en udbredt opfattelse, at borgerkrigens rædsler var et resultat af den manglende rituelle kontakt til guderne og respekt for dem, og at Pax deorum derved var brudt. Som led i etableringen af det nye regime, brugte Augustus genetableringen af statskulten som tegn på den nye fremgangsrige æra, som nu begyndte for Rom.