Revolutionskrigene
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Revolutionskrigene er betegnelsen for de europæiske storkrige som varede 1792-1803 og som skyldtes omgivelsernes reaktion på den Franske Revolution. Dels på grund af ønsket om at ekspandere på Frankrigs bekostning, dels af frygt for en spredning af revolutionære idéer sluttede de tyske stormagter Preussen og Østrig sig sammen 1791-92 og indtog en truende holdning. Frankrig erklærede begge krig, og året efter gik også England ind i krigen. Krigene fik et meget svingende forløb; i sommeren 1792 var Frankrig ved at blive invaderet, men vendte krigen til angreb og afværgede faren. Det lykkedes den franske hær at holde koalitionsmagterne ude, bortset fra visse engelske landgangsforsøg, fra 1795 havde Frankrig fremgang, besatte Holland og tvang Preussen ud af krigen, mens Napoleons sejrrige felttog 1797 gjorde det samme med Østrig. Det isolerede England fik fra 1798 en ny hjælp i Rusland, og senere Østrig, men Frankrig holdt stillingen, fra 1799 ledet af Napoleon, og 1802 sluttede England som den sidste koalitionsmagt fred og anerkendte den franske republik. Krigen genoptoges dog allerede året efter, nu som Napoleonskrigene.
Koalitionerne mod Frankrig under Revolutionskrigene (om de senere, se Napoleonskrigene)
- 1. koalition 1792-97 (Preussen, Østrig, England, Spanien samt de fleste tyske stater)
- 2. koalition 1798-1801 (England, Rusland, Østrig samt flere mindre stater)
