Sønder Felding
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sønder Felding er en by i Midtjylland med 1.492 indbyggere (2006). Sidste led af navnet kommer af det oldnordiske felba som betyder "skov og ødemark" og ing der betyder "indbyggere fra". Bortset fra området omkring Skjern Å er byen omgivet af bakkede sandede jorde og store hedestrækninger, især ved Borris Sønderland. Sønder Felding Kirke er opført i 1100-tallet og ligger i den nordlige del af byen tæt på Skjern Å. Sognepræsten Orla Villekjær blev landskendt i slutningen af 1990'erne, da han iført fuld præstekjole var med til at lede flere demonstrationer imod retten til abort i Danmark. Sammen med Arne Munk, søn af den afdøde digterpræst Kaj Munk, havde han stiftet anti-abort-foreningen Retten Til Liv og foreningen rejste i januar 2000 en mindesten i Vedersø med citat: "Til minde om de over 500.000 ufødte som det danske samfund har berøvet livet fra 1973-1998". Efter en del protester blev stenen dog fjernet af myndighederne. Siden har foreningen ikke markeret sig så ofte i offentligheden.
I byen lå også indtil 2004, Sønder Felding Højskole som gik konkurs samme år. Sønder Felding ligger ca. 25 kilometer sydvest for Herning og ca. det samme antal kilometer vest for Brande. Byen ligger i Herning Kommune i Region Midtjylland.