Kaj Munk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Kaj Harald Leininger Munk (kendt som Kaj Munk) (13. januar 1898, Lolland – 4. januar 1944 (henrettet), Hørbylunde Bakke ved Silkeborg) var en dansk præst og dramatiker.

Kaj Munk blev født i Maribo, men mistede sine biologiske forældre 1901 og 1903 og flyttede som 5-årig til sin mors kusine Marie og hendes mand, Peter Munk, der adopterede ham og gav ham Munk-navnet. Han tog realeksamen på den private realskole i Maribo og blev student i 1917 fra Nykøbing Katedralskole. Han blev cand.theol. i 1924 fra Københavns Universitet.

Munk var præst i Vedersø fra 1924 og frem til sin død i 1944. Ved siden af præstegerningen var han også en ivrig samfundsdebatør og dramatiker.

Hans mest kendte stykke er "Ordet" (1925) om miraklet. Stykket blev filmatiseret af Carl Th. Dreyer.

Politisk set tog Munk afstand fra parlamentarismen og demokrati som han betragtede som svagt. I stedet beundrede han den stærke mand og i begyndelsen af 1930-erne beskrev han beundrende Adolf Hitler og Benito Mussolini og de resultater de opnåede i deres hjemlande. Således var især fascismen en væsentlig del af Kaj Munks verdensopfattelse, i såvel det tidlige som sene forfatterskab. Med jødeforfølgelserne og Mussolinis invation af Abessinien ændrede han holdning. Han skrev stykket "Sejren" (1936) imod Mussolini og stykket " Han sidder ved Smeltediglen"(1938) imod jødeforfølgelserne. Modstanden mod demokratiet og fascinationen af en stærk "Fører" ændredes dog ikke med afstanden til Hitler og Mussolini.

Tysklands besættelse af Danmark i april 1940 var dog slet ikke efter Munks hoved. Munk var én af de første til at afvise samarbejdspolitikken og stod længe meget alene med det synspunkt. Først efter regeringens fratræden d. 29. august 1943 blev Kaj Munk en af de samlende figurer i modstanden mod den nazistiske besættelsesmagt. Hans skuespil Han sidder ved Smeltediglen, Niels Ebbesen og "Før Cannæ" var direkte angreb på nazismen.

Den 4. januar 1944 blev Munk hentet af fem Gestapo-folk i præstegården i Vedersø. De førte ham til en plantage ved Silkeborg, hvor Munk blev skudt. På stedet er der i dag opsat et mindekors.

[redigér] Skuespil

Kaj Munk skrev adskillige dramaer bl.a. Pilatus (1917, offentliggjort 1937), Ordet (1925), En Idealist (1928), I Brændingen (1929), Cant (1931), De Udvalgte (1933), Sejren (1936), Han sidder ved Smeltediglen (1938), Egelykke (1940), Niels Ebbesen (1942), Før Cannae (1943).

Flere af disse værker opførtes på Det kongelige Teater; inden for indgangen til dettes Gamle Scene er en mindeplade med Kaj Munks navn anbragt på en fremtrædende plads.

[redigér] Kaj Munk-prisen

I 1945 blev Kaj Munks Mindefond stiftet efter en sogneindsamling til støtte for nationale, kunstneriske og kirkelige formål. De uddeler bl.a. Kaj Munk-prisen. Blandt modtagerne af prisen er skuespiller Caspar Koch, dramatiker og instruktør Jakob Christensen, højskoleforstander og forfatter Bjarne Nielsen Brovst, professor, Dr.phil. Bent Jensen, samt dr. phil. Per Stig Møller.