Søren Petersen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Søren Petersen, (født 6. december 1894 i Kolding – død ??), var en dansk sværvægtsbokser.
[redigér] Amatørkarriere
Som amatør boksede Søren Petersen for Aalborg Jyden. Han vandt det jyske mesterskab 5 gange i træk (1919-1923) og det danske mesterskab 2 gange (1920-1921).
Søren Petersen repræsenterede Danmark ved Sommer-OL 1920 i Antwerpen, da han stillede op i sværvægtsklassen. Han nåede til finalen, der imidlertid blev tabt. Søren Petersen stillede også op ved det efterfølgende OL, Sommer-OL 1924 i Paris, og vandt igen sølvmedalje, og blev derved den eneste dansker, der har vundet to olympiske medaljer i bokseturneringen.
[redigér] Professionel karriere
Efter OL i 1924 blev Anders Petersen professionel. Han debuterede den 6. november 1924 mod nordmanden Johnny Espen i Oslo med en knockout sejr. I sin anden professionelle kamp besejrede han Andre Andersson på point efter 15 omgange i en kamp om det danske mesterskab i sværvægt. Den 26. april 1926 blev Petersen i sin 8. kamp matchet mod den stærke svensker Harry Persson i Stockholm i en kamp om det skandinaviske mesterskab, men blev slået ud i 6. omgang. Persson vandt europamesterskabet i sin næste kamp.
Anders Petersen havde kun bokset 3 kampe i Danmark, og boksede efter kampen mod Persson alle sine kampe i udlandet, hovedsagelig i Sverige. Den 30. november 1929 fik Søren Petersen muligheden for at blive den anden danske europamester, da han i en titelkamp i Brussel mødte europamesteren Pierre Charles. Petersen blev dog slået ud i 4. omgang.
Efter det mislykkede EM-forsøg vandt Petersen en enkelt kamp i Tyskland mod Hans Schonrath, der netop havde tabt det tyske mesterskab. Han tabte dog de næste tre kampe i 1931 og 1932 mod de forholdsvis stærke modstandere Otto von Porat (Norges store navn på den tid, der hidtil havde bokset alle sine kampe i USA, men nu besejrede Petersen i Oslo), Larry Gains (britisk imperial mester, der siden besejrede Primo Canerra kort før denne vandt verdensmesterskabet i sværvægt) og den ubesejrede tysker Walter Neusel (senere dobbelt tysk mester og EM-udfordrer).
Efter disse nederlag opgav Søren Petersen karrieren i en alder af 37 år. Han opnåede 17 kampe som professionel, hvoraf 8 blev vundet (3 før tid), 7 tabt (6 før tid), 1 endte uafgjort, og en ”no contest” (begge boksere diskvalificeret).