Schalburgtage
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Schalburgtage (dannet i analogi med sabotage) var det folkelige navn for den terror, som tyskerne og deres danske hjælpere indledte i den sidste del af 2. verdenskrig i Danmark. Terroren blev rettet mod den danske modstandsbevægelse og det danske samfund i almindelighed som en hævn for modstandsaktioner. Ligeledes indførtes hævndrab på vellidte danskere, når en tysk soldat eller stikker blev dræbt (såkaldte clearingmord).
Besættelsesmagten kaldte begrebet 'kontrasabotage', men danskerne fandt hurtigt på navnet schalburgtage efter Schalburgkorpset, opkaldt efter Christian Frederik von Schalburg, der var leder af Frikorps Danmark. I virkeligheden blev schalburgtagen udført af Peter-gruppen, hvor de fleste medlemmer dog var medlemmer af Schalburgkorpset.
[redigér] Kontrasabotageaktioner
- 10. januar 1944 - Studenterforeningen i København rammes af den første schalburgtage-aktion
- 31. januar 1944 - Palladiums filmatelier i Hellerup saboteres
- 17. marts 1944 - Aalborg Stiftstidende bliver ramt af schalburgtage
- 25. juni 1944 - Tivoli bliver ramt af schalburgtage
- 14. december 1944 - Odinstårnet i Odense bliver sprængt i luften
- 19. december 1944 - ØK's hovedkontor i København rammes
- 18. januar 1945 - Apollo-teatret i København bliver sprængt i luften
- april 1945 - Troels Finks hus i Århus sprænges i luften pga. hans engagement i Sønderjyske Danske Samfund
[redigér] Se også
[redigér] Ekstern henvisning
- Dansk Militærhistorie har billeder af schalburgterede bygninger; billedet af "Tivoli efter Schalburgtage" forestiller i virkeligheden Langelinjepavillonen efter schalburgtage.