Seksuelt misbrug af børn
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Sammenskrivningsforslag Denne artikel er foreslået sammenskrevet med Pædofili. (Diskutér forslaget). Når sammenskrivningen er sket, skal en administrator kontaktes. Denne vil sørge for at historikken holdes samlet. Kopiér ikke bare fra én artikel til en anden. |
 |
Denne artikels neutralitet er omstridt Begrundelsen skal findes på diskussionssiden, ellers kan denne skabelon fjernes. |
Seksuelt misbrug af børn (SMB) er defineret som et seksuelt forhold mellem en voksen og et barn under den seksuelle lavalder hvor ordet misbrug underforstået antyder et uligeværdigt forhold hvor barnet lider overlast. Seksuelt misbrug af børn er forbudt i de vestlige samfund og er ofte forbundet med voldsomme følelsesreaktioner i medier og hos forældre. I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år. Seksuelt misbrug af børn er relateret til pædofili, men er ikke det samme da ikke alle pædofile forgriber sig på børn og da ikke alle seksuelle overgreb på børn bliver begået af pædofile.
På grund af det meget kontroversielle emne er det nødvendigt at se på både de psykologiske konsekvenser ved seksuelt misbrug af børn og de etiske overvejelser vedrørende dette. Først og fremmest må læseren etablere hvorvidt begrebet seksuelt misbrug af børn indbefatter al seksuel omgang mellem en voksen og et barn under den seksuelle lavalder, eller om forhold kan forekomme hvor der ikke er tale om et seksuelt misbrug, men enten et gensidigt forhold eller et decideret ligeværdigt forhold grundet den ældre partners mentale underudvikling.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Psykiske skader
Nogle forskere mener at forhold mellem voksne og børn der ikke indebærer vold eller skjult tvang, ikke i sig selv er skadelige. Der er enighed om at seksuelt misbrug, der indebærer vold eller tvang, kan være skadeligt. Red Barnet skriver: Et seksuelt overgreb er et alvorligt omsorgssvigt, som indebærer brud på den basale tillid, et barn nærer til sin omverden. Et barn er sjældent selv i stand til at forhindre eller standse seksuelle overgreb. Derfor er det de voksnes ansvar at holde et vågent øje med barnets trivsel og med de mennesker, som omgiver barnet. [1]
En metaanalyse (Rind et al., 1998), der analyserede studier af skadevirkninger, fandt, at seksuelt misbrug af børn som oftest ikke medfører voldsomme psykologiske skader, samt at psykologisk skade generelt bedre kan forklares med andre faktorer, f.eks. har mange seksuelt misbrugte "dårlige familieforhold". Samtidig kan det forsvares at børn der har dårlige familieforhold ikke ligefrem bliver hjulpet af et seksuelt misbrug.
Omvendt finder Stevenson (1999), at seksuelt misbrugte børn har en risiko for langtidsskadevirkninger som direkte følge af misbruget og ikke kun som følge af andre faktorer.
Ifølge Larsen & Leth viser ofre for seksuelt misbrug som børn flere psykiske symptomer end andre. Disse symptomer omfatter Posttraumatisk stress (PTSD), ængstelighed, adfærdsvanskeligheder og seksuel adfærd. Ingen af symptomerne deles af et flertal, og cirka en tredjedel viser ingen symptomer. Der er muligvis en sammenhæng imellem seksuelt misbrug og udviklingen af grænsepersonlighedsforstyrrelse, men sammenhængen er usikker.
Et misbrugt barn bør have professionel hjælp hos en psykolog. Voksne bør undgå at optræde aggressivt eller stresse barnet unødigt.
[redigér] Etisk diskussion
Fordømmelsen af seksuelle forhold imellem voksen og barn skyldes hovedsagelig den antagelse, at barnet er et offer for den voksne krænker. Når emnet fortjener etiske overvejelser, er det fordi dets interesse kræver at vide om det er rigtigt eller forkert i forskellige situationer. Her følger en gennemgang af den sparsomme litteratur om de etiske aspekter.
Pionéren, sociologen David Finkelhor (1979), har skrevet om seksuelt misbrug af børn. Han mener, at både ofre og krænkere har krav på en forklaring på, hvad der helt præcist er forkert ved dette. Først afviser han tre almindelige argumenter:
- Seksuelt misbrug af børn er intrinsikalt forkert fordi det er unaturligt. Argumentet ville også gælde homoseksualitet og må afvises da homoseksualitet ikke længere er betragtet som en sygdom. Samtidig må noget der er unaturligt ikke kunne findes i naturen, og her kan det konstateres at mennesket har et usædvanligt forhold til sex og børn hvor de fleste andre arter enten ikke finder nogen seksuel interesse i børn fordi de ikke er seksuelt modne, eller ikke ser det som et tabu.
- Seksuelt misbrug af børn indebærer seksualisering af børn. Børn er i forvejen seksuelle på deres eget plan, men vil muligvis lide overlast af at blive udfordret, bekræftet seksuelt og få sin seksuelle udvikling fremskyndet efter den voksnes seksuelle behov.
- Seksuelt misbrug af børn er psykisk skadeligt for barnet. Dette er ikke nødvendigvis altid sandt, selvom denne indstilling resulterer i en konstant potentiel risiko for at børn der bliver udnyttet seksuelt vil lide overlast.
Finkelhor siger også at en psykisk skade kan opstå for barnet igennem social stigmatisering, dvs. igennem at få bekræftet at der er sket noget frygteligt og unormalt for dem. Finkelhor fordømmer seksuelt misbrug af børn fordi barnet ikke kan give informeret samtykke. For at give dette skal en person både vide hvad den skal vælge, samt frit kunne vælge. Men barnet er seksuelt uvidende eller underudviklet i forhold til den voksne og kan ikke siges at kunne vælge frit, da det står i et asymmetrisk magtforhold til den voksne, på samme måde som en klient og en terapeut. Da barnet mangler viden og magt over sit eget liv, er det seksuelle forhold forkert. Argumentet er således uafhængigt af empiriske undersøgelser af skadevirkninger.
Psykologen Gunter Schmidt (2002) er enig med Finkelhor. Han skelner imellem to diskurser:
- Den traditionelle børnemishandler-diskurs der deles af "fundamentalister og barstolsmoralister" og karakteriseres af som "grov, stærkt emotionel, overgeneraliserende og fordomsfuld". Kun typen af skade på barnet har ændret sig i de sidste 100 år. Tidligere var skaden moralsk fordærv, mens den i dag er "psykologisk katastrofe og emotionel død".
- Den anden type diskurs, som Schmidt abonnerer på, og som har større betydning i dag, karakteriseres som "en bred social konsensus". Denne baserer sig på lighed og autonomi. Seksuelle afvigelser forbydes ikke længere pga. deres indhold, men snarere på grund af, at det krænker disse grundværdier. (Sadomasochisme og affaldssex er ikke længere så tabuiseret, hvis bare forholdene er frivillige. Ikke-praktiseret pædofili accepteres også blandt nogle i et mindre omfang. Omvendt anses prostitution i visse kredse for umoralsk, fordi der kan være tale om et magtforhold.)
Kritikeren Bruce Rind henviser til eksempler i faglitteraturen på positive seksuelle forhold imellem voksne og børn ned til 8 år. Desuden henviser han til pædofili som yngelpleje blandt aber og til pæderasti i andre kulturer. Han mener at magtforholdet imellem barn og voksen har her været anset som positivt, da barnet antoges at lære af den voksne. Omvendt
En anden forsker, Paul Okami, gør sig til talsmand for en lignende holdning. Men han mener ikke, at voksnes seksuelle forhold til børn nogensinde vil blive tilladt. Årsagen til dette er først og fremmest synet på seksualitet som "farligt" og børn som uskyldige og sårbare, hvis ikke som "hellige". Man har her fra samfundets side et ønske om at bevare børns uskyld og lade deres seksuelle erfaringer komme når de selv er parate til at udforske dem med ligesindede eller til at få en pædagogisk introduktion af ansvarlige forældre og/eller undervisere.
Kritik af diskussionen kommer bl.a. fra psykiateren Emil M.L.Ng. Han anfører, at hvis forkertheden ikke skyldes psykologisk skade, men det manglende samtykke, så bør det seksuelle område ikke behandles anderledes end andre interaktioner imellem børn og voksne. Sikrer forældre sig i hverdagen deres barns samtykke? Og har man undersøgt skadevirkningerne ved f.eks. at tvinge børn til at gå i skole? Kun på det seksuelle område, hvor der er forskellige holdninger blandt voksne, diskuterer man samtykke. Argumenter fra både pædofile og samfund bør derfor betragtes som et politisk spil voksne spiller med hinanden.
[redigér] Straffeloven
| Overtrædelser af straffelovens særlige del | |
|---|---|
| § 114 | Terrorisme |
| § 119 | Vold mod personer i offentlig tjeneste |
| § 123 | Vidnetrusler |
| § 140 | Blasfemi |
| § 203-4 | Hasardspil |
| § 210 | Voldtægt |
| § 222 | Seksuelt misbrug af børn |
| § 232 | Blufærdighedskrænkelse |
| § 237 | Drab |
| § 244 | Vold |
| § 245 a | Kvindelig omskæring |
| § 266 b | Racismeparagraffen |
| § 267 | Ærekrænkelse |
| § 276 | Tyveri |
| § 278 | Underslæb |
| § 279 | Bedrageri |
| § 280 | Mandatsvig |
| § 282 | Åger |
| § 283 | Skyldnersvig |
| § 291 | Hærværk |
| § 293 | Brugstyveri |
| § 299 b | Ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter |
| Rediger | |
Ifølge straffelovens § 222 straffes seksuelt misbrug med fængsel op til 12 år.
- Straffeloven pr. 2005
- § 222. Den, som har samleje med et barn under 15 år, straffes med fængsel indtil 8 år.
- Stk. 2. Har barnet været under 12 år, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ved tvang eller fremsættelse af trusler, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år.
Efter §§ 224-225 gældr det samme for sex mellem personer af samme køn samt anden kønslig omgængelse end samleje.
[redigér] Litteratur
Psykiske skader:
- H.B. Larsen & I. Leth, Psyke & Logos. Nr. 2/1999. Dansk psykologforening/Københavns Universitet. Temanummer om "Børn og seksualitet"
- Rind, B., Tromovitch, P., & Bauserman, R.: A meta-analytic examination of assumed properties of child sexual abuse using college samples. Psychological Bulletin, vol. 124, no. 1, 1998, pp. 22-53.
- Stevenson, J.: The treatment of long-term sexual abuse. Journal of Child Psychology and Psychiatry, vol. 40, 1999, pp. 89-111
Etisk diskussion:
- Finkelhor, D., "What’s wrong with sex between adults and children?" American Journal of Orthopsychiatry, vol. 49, 1979, pp. 692-697.
- Archives of Sexual Behavior. December 2002.
Personlige beretning om seksuelt misbrug:
- Kristian Ditlev Jensen: Det bliver sagt. Gyldendal, 2001. Om seksuelt misbrug.
- Henrik Steen Møller: Rejse i erindringen. Politikens forlag, 2003. Blandt andet om en positiv pædofil oplevelse.
