Portal:Skak/Udvalgt artikel
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det udødelige parti er et parti skak, som blev spillet i 1851 mellem Adolf Anderssen (hvid) og Lionel Kieseritzky (sort). Det er et af de berømteste skakpartier gennem tiderne. Det var et uformelt spil mellem disse to spillere og fandt sted på restauranten Simpson's-in-the-Strand i London. Kieseritzky var meget imponeret efter spillet og telegraferede spillets træk til sin parisiske skakklub. Det franske skakmagasin La Regence udgav spillet i juli 1851. Det fik navnet det "udødelige parti" i 1855 af østrigeren Ernst Falkbeer.
Spillet er en glimrende demonstration af skakstilen i 1800-tallet, hvor hurtig udvikling af brikkerne og angreb blev anset for den mest effektive måde at vinde på.
Anderssen demonstrerer forbløffende dygtighed i dette spil. Han ofrer en løber i træk 11, ofrer begge sine tårne fra træk 18 og afgør det hele med et dronningeoffer i træk 22, som medfører mat. Anderssen demonstrerede senere samme slags dygtighed til at kombinere i det eviggrønne parti.