Skarphedsdybde
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Skarphedsdybde er et begreb som bruges inden for fotografi til at angive over hvor stort et afstandsspænd et motiv vil blive gengivet acceptabelt skarpt. Det kaldes ofte også dybdeskarphed, men det er teknisk set ikke den korrekte term.
Når man fokuserer på en given afstand vil det teoretisk set kun være den del af motivet på selve fokusafstanden der bliver skarp. Alt hvad der er foran eller bagved denne afstand til være ude af fokus og bliver derfor ikke aftegnet skarpt: Hvis man f.eks. fotograferer et ansigt forfra og fokuserer på næsen vil øjnene ikke blive gengivet skarpt, og omvendt. Teorien siger altså at skarphedsdybden altid vil være nul.
Når det alligevel giver mening at tale om skarphedsdybde, er det fordi man i praksis godt kan acceptere den sløring som opstår når dele af et motiv er moderat ude af fokus. Hvor stor sløring der kan accepteres i en given situation afhænger i sidste instans af hvor stort billedet skal gengives og hvilken afstand det skal betragtes på. Der kan derfor ikke gives nogen faste mål for det.
Til gengæld kan man sige noget om hvad der påvirker skarphedsdybden:
- En større blænde vil give en mindre skarphedsdybde
- En længere brændvidde vil give en mindre skarphedsdybde
- En kortere afstand til motivet vil give en mindre skarphedsdybde
Disse forhold må tages i betragtning når man overvejer hvordan et givet motiv skal fotograferes. F.eks. er makrofotografering kendetegnet ved ganske korte fokuseringsafstande og medvirker altså til at give en tilsvarende lille skarphedsdybde (som ved typisk fotografering kan være under en millimeter); derfor må man ofte kompensere ved f.eks. at vælge en lille blænde, men det kræver så videre at der er meget lys.
For at hjælpe med at vurdere sammenhængen mellem blænde og skarphedsdybde har en del objektiver angivet afstandsmarkeringer ved forskellige blænder. Dog skal man naturligvis være opmærksom på at producentens definition af skarphedsdybde kan afvige fra ens egne ønsker, så derfor skal sådanne afstandsmarkeringer tages med et gran salt.
Teknisk set afhænger skarpheden af afstanden til fokuseringsplanet snarere end af afstanden til kameraet. På normale kameraer, hvor objektivets akse er vinkelret på filmen/sensoren, vil fokuseringsplanet være parallelt med filmplanet. Hvis man f.eks. fokuserer på en række personer som er opstillet ved siden af hinanden foran kameraet, så står de yderste personer ganske vist længere fra kameraet end de midterste, men da de alle vil være placeret i fokuseringsplanet parallelt med filmen, vil alle personerne blive skarpe. Ved hjælp af af specialudstyr som en bælg eller et "tilt"-objektiv kan man vippe fokuseringsplanet i forhold til kameraet og dermed kan man manipulere skarphedsdybdens indvirkning i et motiv.
Skarphedsdybden fordeler sig ikke symmetrisk omkring fokuseringsplanet; baggrunden vil således være skarp over en længere afstand end forgrunden.
[redigér] Stilmæssige anvendelser
En begrænset skarphedsdybde er ikke altid et problem. Tværtimod er der en del situationer hvor man bruger sløringen af for- eller baggrund som et stilelement i fotografiet, idet det vil fremhæve og isolere hovedmotivet.
I de tilfælde er man interesseret i at de ufokuserede områder sløres så pænt og jævnt som muligt; begrebet bokeh betegner den subjektive, æstetiske kvalitet af denne sløring og den afhænger af objektivets konstruktion.
