Slaget ved Isandlwana

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Slaget ved Isandlwana

Dato	22. januar 1879
Sted	Isandlwana, Sydafrika
Resultat	Dyr sejer til Zuluerne

Parter

Storbritannien

Zuluer

Førere

Henry Pulleine
Anthony Durnford

Ntshingwayo Khoza

Styrke

1,400 mand

22,000 mand

Tab

57 officerer dræbt
1,277 soldater dræbt

3,000 dræbte
3,000 sårede

Slaget ved Isandlwana var et slag i Zulukrigen, hvor en hær af Zuluer udslettede en britisk styrke. Slaget fandt sted 22. januar 1879. De britiske styrker blev kommanderet af Henry Pulleine.

[redigér] Optakt

Briterne havde stillet Zulukongen Cetshwayo et ultimatum 11. december 1878. Cetshwayo accepterede ikke ultimatummet, og briterne erklærede derfor krig. Lord Chelmsford, der var øverstkommanderende for de britiske tropper, førte sin hær fra dens garnison i Pietermaritzburg til en fremskudt lejr ved Helpmekaar. Den 9. januar 1879 marcherede de til Rorke's Drift, og om morgenen 11. januar krydsede de Buffalo floden og gik ind i Zululand.

Briterne slog lejr ved Isandlwana, men på grund af styrkens størrelse, og manglen på feltspader, blev lejren ikke befæstet. I stedet stolede briterne på deres overlegne bevæbning og træning. Selvom briterne satte udkigsposter ud, havde disse ikke fuldt udsyn over området, så der blev sendt opklaringspatruljer ud for at sikre lejren. Patruljerne kom i skærmydsler med nogle zulutropper, men fik ikke kortlagt den fulde størrelse af zuluernes hær, der bestod af talrige impier (regimenter).

Den britiske hær bestod hovedsagelig af infanteri, et stort antal lokale afrikanske hjælpetropper fra Natal Native Contingent, nogle få kavalleri enheder, en deling infanterister med to artilleripjecer og nogle raketter. Provianttoget, der bestod af oksekærrer gjorde fremrykningen langsom, fordi der konstant skulle ryddes en vej til dem.

Da der var slået lejr ved Isandlwana delte Lord Chelmsford sin hær, og drog ud for at finde zuluerne. Han efterlod 1. bataljon af det 24. (2nd Warwickshire) fodfolksregiment til at bevogte lejren, under kommando af oberstløjtnant Henry Pulleine. Pulleine havde kun erfaring med administrativt arbejde, ikke med kamp. Klokken 10:30 ankom oberst Anthony Durnford fra Rorke's Drift, med nogle kavallerister fra Natal Native Horse. Durnford havde højere rang end Pulleine, men overtog ikke kommandoen. Efter frokost tog han ud på en opklaringspatrulje med sine kavallerister. Da angrebet startede trak han sig tilbage til Pulleines højre flanke, og udkæmpede slaget der.

[redigér] Slaget

Mens Lord Chelmsford ledte efter dem med sin hovedstyrke, angreb hele Zulu hæren den britiske lejr. Pulleines 1,400 mand blev rendt over ende. Zuluerne tog ingen fanger, og dræbte alle de fik fat i, inklusive Pulleine og Durnford. ca 60 britiske soldater undslap, ingen af dem bar røde frakker. Cetshwayo havde udtrykkelig beordret sine krigere til at dræbe alle i røde frakker. De overlevende britiske soldater var enten officerer der bar deres mørkeblå kampuniformer, artillerister i lyseblå uniformer, eller lokale beredne hjælpetropper. En af de overlevende var løjtnant Horace Smith-Dorrien, der 35 år senere kommanderede det britiske andet korps i Flandern under 1. verdenskrig.

Der er flere mulige forklaringer på hvorfor briterne tabte slaget. Nyere forskning tyder på at South Wales Borderers flygtede, og at de hurtigt fremstormende zuluer udnyttede dette. Anden forskning tyder på at de britiske linjer var spredt for meget ud, så infanteristerne i stedet for at stå skulder ved skulder havde flere meter imellem sig. Våbeneksperter har også opdaget at de udleverede britiske rifler nemt fik funktionsfejl når de havde affyret mange skud i varmt vejr. Det kan have betydet et tab af ildkraft i en allerede tyndstrakt linje.

Chelmsford, der var 11 km væk kunne høre skydningen, men forvekslede det med skydeøvelser. Chelmsford vendte først tilbage om aftenen 22. januar, og han og hans tropper måtte sove blandt de døde. Samtidig kunne tropperne nu høre lyden af kamp ved Rorke's Drift.

[redigér] Efter slaget

Isandlwana var en dyrekøbt sejr for zuluerne, ikke kun fordi de selv tog alvorlige tab i slaget, men også fordi det tvang politikerne i London til at støtte krigen fuldt ud, og sætte alt ind på at vinde. Zuluerne havde få skydevåben, og var ikke godt trænede med dem de havde. I en udmattelseskrig havde de heller ikke krigere nok til at vinde over briterne.

Den britiske regering brød sig ikke om at britiske soldater var blevet slået af det de anså for underlegne mennesker, og nationens ære krævede nu at de vandt krigen. Det ville også kunne give anledning til uro i andre kolonier, hvis ikke det britiske imperium vandt en klar sejr over zuluerne. Det ville være katastrofalt hvis andre kolonier så at en sejr over en britisk hær var nok til at ændre den britiske koloniserings politik. Briterne så klare paralleller til romernes nederlag ved slaget i Teutoburger Skoven, i år 9 f.Kr. der begrænsede romerrigets ekspansion.

Forstærkninger blev sendt til Sydafrika, og Zululand blev igen invaderet. Zuluhæren blev besejret i en række slag, der sluttede med slaget ved Ulundi, hvor Kong Cetshwayo blev taget til fange. Det betød i længden enden på Zululand som en samlet nation.

Zulukrigen 1879
Slag:	Slaget ved Isandlwana \| Slaget ved Rorke's Drift \| Slaget ved Intombe \| Slaget ved Hlobane \| Slaget ved Kambula \| Slaget ved Gingindlovu \| Slaget ved Eshowe \| Slaget ved Ulundi
Personer:	Zulukongen Cetshwayo \| Lord Chelmsford \| Henry Pulleine \| Evelyn Wood \| Anthony Durnford \| John Chard
Se også: Andre indgange til historien