Stóra Dímun

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Stóra Dímun

Land

Færøerne

Areal

2,7 km2

Postnummer

FO-286

Befolkning
- tæthed

4 (20045)
1,9 indb./km²

Kommune

Skúvoy

Beliggenhed

61° 41' 49" N, 6° 44' 56" V

Stóra Dímun er en ø på Færøerne, der ligger midt mellem Sandoy og Suðuroy. Sprogforskere siger, at navnet Dímun har keltisk oprindelse. Første del af ordet, dí eller di, betyder to, mens sidste del, mun, er en rest af det keltiske ord muinn, som betyder nakke, ryg eller høj. Dvs. at Dímun betyder to nakker, to rygge eller to høje.

Den eneste opgang til toppen er på øens sydside og består af trin udhugget i klippen og et rækværk, samt en kran med spil, der bliver brugt til at hejse varer og kreaturer op eller ned. Helikopterruten har gjort det betydeligere lettere at bo på øen i nutiden.

Den vestlige side af øen udgøres af et højt, lodret forbjerg, med det højeste sted Høgoyggj på 396 m, og mod nordvest ses den 27 m høje fritstående klippe Øssursdrangur. Bondegården havde også kirke fra gammel tid, men den blev nedlagt i 1922. Men kirkemurene står der endnu. Det farligste arbejde var fuglefangsten og ægsamling, og ulykker har været mange. I det 19. århundrede og først i det 20. århundrede, omkom 17 mænd.

Før i tiden var der til tider op til 30 personer på øen. Det kunne være svært at få tjenestefolk dertil, og derfor hvervede man fattige fra andre bygder, som fik kost og logi for deres arbejde. Man tog også imod folk, der havde brudt loven.

Indtil 1938, hvor man byggede et betonhus til færøbådene, var man nødt til at hejse dem 100 m lodret op, og de blev så opbevaret i en dam ved gården, for at de ikke skulle tørre ud (se beretningen om det farlige liv på øen).

Med tiden blev det svært at få tjenestefolk om vinteren. Efter høhøsten i 1971 flyttede familien til Tórshavn hver vinter og efterlod dyrene på øen. Ladedørene åbnedes, så de kunne søge beskyttelse i stormvejr.

Slægten Dímun på øen i over 200 år. Óla Jakop Dímun overtog i 1980 gården efter faderen Janus Úr Dímun. Gården drives med får, kvægavl og indfangning og slagtning af lunder.

I 1985 kom der helikopterforbindelse til de isolerede bygder. I 1986 flyttede familien permanent tilbage til øen og flyver ca. en gang om måneden til Tórshavn for at pleje sociale kontakter. Da børnene var i skolealderen, kom lærerinden Anna Lütsen hver tredje uge med helikopter for at undervise børnene i fem dage.

Der er mulighed for et ca. 10 minutters ophold på øen: Tag den sydlige helikoptertur fra Torshavn i klart vejr, og spørg om de lander på Stóra Dímun.

[redigér] Øens historie

1000. Øens historie går helt tilbage til landnamstiden i det 10. århundrede. Færingesagaen fortæller at brødrene Brestir og Beinir Brestisson havde en gård på Stóra Dímun. Det var på øen at Sigmundur Brestisson som 9-årig overværede mordet på sin far Brestir. Sigmundur forsøgte senere at hævne sin far.

1210. Færingesagaen fortæller, at Stóra Dímun var beboet fra ca. år 1210. I forbindelse med reformationen eksproprierede kongen den katolske kirkes ejendom, og Kongsbonden på Stóra Dímun fik den næststørste kongsgård på Færøerne efter Kirkjubøur.
1450. Et sagn fortæller at Annika í Dímun blev druknet i Tórshavn som straf for at have myrdet sin mand på Stóra Dímun. Hun skulle angiveligt have dræbt ham for at kunne leve med sin tjenestekarl.
1874 døde sognepræsten fra Sandur pastor Jensen, da han efter gudstjenesten på øen, på fjeldstien ned til landingspladsen, styrtede i afgrunden.
1924. I juli var folk fra Suðuroy på besøg. Da gæsterne skulle begive sig på hjemvejen, tilbød Kongsbonden Ole Jacob Jensen at demonstrere for dem, hvorledes man bar sig ad med at "rane" æg i fjeldet. Han og hans kone fulgte så gæsterne ned til stranden, hvor de tog opstilling. En mand fra øen blev firet ned i line. Da han var nået helt ned, løste han æggeprillen (et sammenfoldet tørklæde, bundet om livet) af sig og smøg sig derpå ud af linen. Bonden åbnede prillen for at vise gæsterne, at man aldrig finder to lomvieæg af ens udseende. Bonden stod i midten med konen ved sin side. Medens dette gik for sig på stranden, var mændene øverst på bjergkanten begyndt at hejse den tomme line op. Da ville uheldet, at en bugt af linen gled henad over et fremspring, og en sten rev sig løs og dræbte Kongsbonden.