Statsbiblioteket
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Statsbiblioteket blev efter vedtagelse i Folketinget og Landstinget i 1897 åbnet i 1902 for blandt andet at aflaste Det Kongelige Bibliotek. Det er i dag universitetsbibliotek for Aarhus Universitet og overcentralbibliotek for Danmarks folkebiblioteker.
Ved oprettelsen modtog biblioteket fra Det Kongelige Bibliotek ca. 100.000 dubletter (bind som biblioteket havde mere end ét eksemplar af). Her udgjorde Caspar Frederik Wegeners bogsamling en grundstamme. I 2004 havde biblioteket over 3½ million bøger og tidsskrifter (hver tidsskriftstitel er kun talt én gang), der var fordelt på 109.503 hyldemeter. De samlede udgifter til driften lå på godt 153 millioner kr, hvilket bl.a. dækker over 233 fuldtidsansatte (eller rettere: årsværk). Indtægter fra driften lå på 14½ million kr.
Det er placeret i den nordlige del af Universitetsparken, hvor dets 45 meter høje gule bogtårn med magasiner er vartegn. I parken foran biblioteket blev der 1976 og 1984 indrettet underjordiske magasiner, og i 2000 blev et sundhedsvidenskabeligt bibliotek åbnet i den tidligere Fødselsanstalt i den sydlige del af universitetsparken. Indtil 1963 havde Statsbiblioteket til huse i den bygning, hvor Erhvervsarkivet i dag holder til.
Statsbiblioteket modtager også pligtaflevering af aviser, lydudgivelser, film- og videoudgivelser. Pligtafleveringen af aviser hænger sammen med loven om Statens Avissamling fra 1916, mens musikudgivelser blev en del af opgaven i 1989 ved en udvidelse af formålet med Statens Mediesamling, der blev oprettet i 1987 for at indsamle og bevare tv- og radiooptagelser. I 2005 blev opgaverne yderligere udvidet, idet en ny pligtafleveringslov dels forpligtede Statsbiblioteket til at indsamle tv og radio, hvor det før var sket ved aftaler, og dels forpligtede Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek at indsamle det danske internet, hvilket bliver gjort ved fire årlige høstninger, hvor danske websider gemmes for eftertiden.
Bibliotekernes Netmusik er en ny mulighed for at låne dansk musik via nettet. Indholdet er danske og udenlandske cd-udgivelser, som man har kunnet opnå aftale med. Den lånte musik er kopispærrede WMA-filer, som kan benyttes i en eller syv dage. Bibliotekernes netmusik er udviklet af Statsbiblioteket, men udbydes gennem de enkelte folkebiblioteker.