Tjærevand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Tjærevand kan betegne det vandige restprodukt fra produktionen af trætjære, men oftere tænkes der på et produkt, der før i tiden blev brugt som lægemiddel.

Tjærevand til medicinsk brug fremstilledes ved, at man i en passende flaske overhældte én del trætjære med 10 dele kogende, destilleret vand. Herefter lukkedes flasken tæt til og omrystedes, indtil indholdet var kølnet ned. Når de uopløselige dele havde bundfældet sig, hældte man den rene væske fra og filtrerede den gennem papir. Resultatet var en ren, brungul væske, der lugtede og smagte af tjære.

Indholdet i tjærevandet består af de vandopløselige bestanddele i trætjæren (metanol, eddikesyre, fenoler, dele af tjærens terpentinbestanddele m.m), som varierer i mængde og beskaffenhed afhængig af trætjærens præcise type.

Hen mod midten af 1700-tallet kom tjærevand i brug som middel mod lungetuberkulose, kronisk bronkitis, nyresten, skørbug, gigt, langvarige hudsygdomme m.m. Den normale dosis var et eller to snapseglas morgen og aften for børn eller et eller to store drikkeglas for voksne. Det blev endda anbefalet som beskyttelse mod smitsomme sygdomme.

I Danmark brugte bl.a. historikeren Hans Gram tjærevand i sin sidste levetid i et forsøg på at behandle sig selv.