Viet Cong
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den nationale front for befrielsen af Sydvietnam (NLF) eller Viet Cong, (Vietnamesisk: Mặt trận Dân tộc Giải phóng miền Nam Việt Nam eller Việt Cộng), var en partisanhær der bekæmpede Sydvietnam under Vietnamkrigen. NLF blev grundlagt, udstyret og bemandet af både sydvietnamesere og den nordvietnamesiske hær.
Navnet Viet Cong kommer fra den vietnamesiske betegnelse for en vietnamesisk kommunist, Việt Nam Cộng Sản. Betegnelsen blev brugt af den sydvietnamesiske regering. De amerikanske tropper kaldte typisk medlemmer af Viet Cong for VC eller Charlie, fra det fonetiske alfabets ord for VC, Victor Charlie.
NLF blev organiseret i 1960, efter ordre fra det nordvietnamesiske kommunistparti Lao Dong. NLF var underlagt Lao Dong gennem hele Vietnamkrigen. Efterhånden som krigen med amerikanerne skred frem, blev staben og officererne i NLF i højere grad udgjort af nordvietnamesere.