Ager

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Ager bruges i nutidsdansk sædvanligvis i lighed med mark og vang om et afgrænset stykke agerjord, hvor der dyrkes én afgrøde. Selvom ordet oftest betragtes som synonymt med mark og vang er det dog nok kun ordet mark, der også kan bruges om et areal, der anvendes til græsning. Historisk har ordet ager også haft en betydning tydelig forskellig fra mark og vang.

Før udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet havde hver landsby bymarken liggende omkring sig. Denne var oftest inddelt i tre marker eller vange, hvor man skiftede mellem forskellige afgrøder på markerne, når de ikke lå brak. Markerne var hver delt i et antal åse, hvor man tilstræbte en nogenlunde ensartet bonitet inden for hver ås. Hver gård i landsbyen havde en ager i hver ås, hvormed man sikrede en nogenlunde ensartet fordeling af landsbyens gode og dårlige jorder og de forskellige afgrøder mellem hver gård.

En ager var i denne forstand derfor det mellem to agerfurer eller agerrender liggende, rektangulære jordstykke. Markens inddeling i agre forsatte en tid for bearbejdningens skyld, men havde oprindelig også til formål at hjælpe vandafledningen. De blev derfor givet en nogenlunde konstant bredde (sædvanlig 10-15 m). Begyndte pløjningen i agerens midtlinie, og plovfuren således fra begge sider kastedes ind mod midten, højnedes denne noget, hvorved den såkaldte agerryg opstod, mens den tilsvarende fordybning mellem to agre benævnes agerfure eller agerrende.

Oprindeligt en ager altså et stykke dyrket jord, der hørte til én gård, mens en mark var et areal, hvor der blev dyrket én afgrøde eller husdyr græssede, når den lå brak. Med udskiftingen smeltede betydningerne mere eller mindre sammen.

Indholdsfortegnelse

1 Agerlandets flora og fauna
- 1.1 Flora
  - 1.1.1 Eksempler på agerens ukrudt
  - 1.1.2 Markskel

[redigér] Agerlandets flora og fauna

[redigér] Flora

Det dyrkede agerland er med nødvendighed et artsfattigt område. Hele plantedyrkningsprojektet går ud på at forbeholde vækstfaktorerne for én art, den dyrkede. Derfor betragtes alle andre arter (med undtagelse af eventuelt udlæg) som "ukrudt", der bekæmpes med alle midler. Dette medfører på sin side, at floraen er underkastet en meget hård sorteringsmekanisme, og det lader kun de allermest hårdføre og livsduelige arter overleve. Sat på spidsen fremkalder ukrudtsbekæmpelse en vegetation af levedygtigt ukrudt!