Anden Verdenskrig på Færøerne
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Anden Verdenskrig på Færøerne begynder den 12. april 1940, efter at to britiske destroyere anløber Tórshavn og kræver at færingerne omgående forbereder sig på at modtage britiske soldater.
Storbritannien overtog de områder hvor Danmark før havde ydet støtte, og øerne blev dermed helt afhængig af England, der aftog fiskeproduktionen og forsynede øerne med de vigtigste varer.
Briterne befæstede stillinger på strategisk vigtige steder. Sunde og fjorde blev mineret, og på Vágar byggede britiske ingeniørsoldater en militær flyvebase.
8.000 britiske soldater var stationeret på Færøerne, der dengang havde 30.000 indbyggere.
Da forbindelsen blev afskåret med Danmark, blev styreformen et samarbejde imellem Amtmanden og partierne Sambandsflokkurin, Javnaðarflokkurin og Selvstyrepartiet. Folkeflokkurin valgte at stå udenfor, da det ikke kunne anerkende den danske Amtmands fortsatte virke.
Ved valget til Lagtinget i 1943 havde Folkeflokkurin stor fremgang, men ikke nok til at kunne gennemføre deres forslag om selvstyre. Englændernes holdning var at de ikke kunne acceptere en ændring af øernes forhold før Danmark var frit igen. Færøerne blev flere gange angrebet af tyske fly, men med minimale skader. Til gengæld led de færøske skibe store tab. 25 skibe gik tabt og 132 søfolk ca. 0,5 % af den færøske befolkning.
[redigér] Danmark afskæres fra Færøerne
Den 9. april 1940 mærkede man på Færøerne ikke så meget til krigen, bortset fra, at telegrafforbindelsen med Danmark blev afbrudt, og 3.000 landsmænd strandede i Danmark. Den 10. april sagde den danske amtmand Carl Aage Hilbert på Tórshavns radio, at Færøerne ikke havde kapituleret, og at han med tilladelse af Lagtinget ville danne en egen færøske regering.
Samme dag nåede sluppen Eysturoy under kaptajnen Hans Mikkelsen på sin vej til Aberdeen Orkneyøerne, hvor han blev stoppet af et engelsk krigsskib. De krævede, at Dannebrog skulle stryges og spurgte Mikkelsen, om han intet andet flag havde. Det skulle de ikke sige to gange til ham - han hejste Merkið i stedet og kunne fortsatte sin tur. Da Eysturoy nåede Aberdeen havn, var der mange færøske slupper, og da besætningerne så Færøernes flag (som betragtedes som "oprørerflag"), hejste alle færøske skibe i havnen også Merkið i stedet for Dannebrog. Desuden udskiftede man de store skrifttyper DANMARK med FØROYAR - FAROES på skibssiderne.
Den 11. april sagde Winston Churchill på BBC, at englænderne var ved at besætte Færøerne, og at færinger havde signaliseret, at de var hjerteligt velkomne. Den 12. april kom de første engelske krigsskibe til Tórshavn og opfordrede Hilbert til at skabe alle forudsætninger for landgangen af marineinfanteriet i Skálafjørður på Eysturoy, mens hovedkvarteret skulle være Skansin i Tórshavn. Den 13. april kom de første soldater, og allerede den 14. april kunne de flytte til Skálafjørður.
Den 21. april kom de første skibe tilbage fra Aberdeen - med det færøske flag, som stadig var forbudt. Hilbert forsøgte at indføre at det skulle ersattes med et grønt signalflag, men det førte blot til en stor demonstration i Tórshavn. Den 25. april sagde de på BBC, at Merkið var godkendt af Storbritannien, og måtte føres til søs. Denne dag har siden været en arbejdsfri helligdag på Færøerne, og folk er stadig fuld af taknemmelighed overfor englænderne.
Men dét var den eneste sag i hele krigen, hvor englænderne blandede sig i færøske forhold. Og spørgsmålet om flaget blev ikke løst med vilje, da den indenrigspolitiske strid på Færøerne om flaget var ukendt i England. Færøerne kan takke englænderne bl.a. for deres Lufthavn Vágar og en enorm økonomisk vækst, da Færøerne blev leverandør af ca. 20% af hele Britanniens fiskekonsum under krigen. Og dét takker englænderne også i dag de små færøer for.
Der var ikke blot Færøernes egen fiskeri, men også transporten af fisk fra Island til Aberdeen. De islandske fiskere nægtede nemlig at sejle uden beskyttels fra luften, men Royal Air Force havde ikke nok fly til en sådan opgave, så istedet udfyldte færingerne jobbet. Men der var også forlis. 132 færinger døde til søs under krigen på grund af tyske undervandsbåde eller luftangreb. Heldigvis forblev det på land relativt fredeligt, selvom der skete nogle ulykker med miner.
Politisk var denne krigstid yderst interessant i Færøernes historie, fordi de for første gang siden vikingetiden havde en selvstændig regering med tryk af egne pengeseddeler i London, osv. Efter befrielsen af Danmark fejrede man den 5. maj 1945 overalt på Færøerne med takkegudstjeneste og Lagtinget telegraferede til Christian 10. om dens loyalitet. Den 7. maj var telegrafforbindelsen med Danmark fuldstændig genoprettet, og nu takkede Christian også færingerne for deres selvregering. Han telegraferede samtidig, at Færøerne nu skulle beholde selvstyret.
Fra Sømanden Zacharias Müllers (Porkeri) erindringer 2003:
I 1940 tog jeg med en slup fra Vágur ved navn “Aldan”, et sejlskib med hjælpemotor. Vi tog fisk ind i Vágur, som vi sejlede til Aberdeen. Vi havde en 5-6 ture, og vi tjente en masse penge. Én ad gangene, hvor vi skulle fra Vágur til Aberdeen, var vi to her fra Porkeri, Johan Christiansen og jeg, hyret som bedstemænd. Inden vi skulle sejle fra Vágur, tog Johan og jeg til Porkeri for at tage afsked med familien. Lige syd for bygden siger Johan pludselig: "Jeg tager ikke med". "Hvad siger du!", sagde jeg, "Skibet ligger fuldt af fisk og er klar til at sejle, og så mangler de en styrmand!" "Nej, jeg tager ikke med!", siger han. Jeg kommer hjem til min kone og fortæller hende, at Johan ikke tager med. Hun siger: "Så tager du heller ikke med!" Hun var med barn. Jeg ville alligevel med, men hun var standhaftig og holdt på, at jeg ikke skulle tage med – jeg adlød til sidst. En svoger til skipperen tog med i stedet for. "Aldan" kom aldrig tilbage. Det var det første færøske skib, der gik til. De sejlede fra Vágur og kom aldrig hjem igen. Der gik rygter om, at tyskerne havde taget den og bugseret den til Norge, men det var kun gætterier. Det blev sikkert minesprængt, den gik ned med mand og mus.
(Kilde)
Med sluppen Aldan døde i juli 1940 de første seks søfolk på grund af krigen. Det største enkelte tab skete da trawleren Nýggjaberg fra Miðvágur, den 28. marts 1942 ud for Island med sin 21 mands besætning, sporløst forsvandt, formodentlig under et tysk ubådsangreb.
