Benedikts Regel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Monte Cassino, Benediktinerordenens moderkloster

Benedikts Regel (latin Regula Benedicti) er en munkeregel, der fungerer som rettesnor/lov for det monastiske fællesskab, men samtidig et katalog over idealer (inspireret af stoikerne) og en liturgi (læst højt ved bordfællesskabet ved spisning – jf. randdatoer). Den stadige konflikt mellem idealer og praktiske foranstaltninger muliggører levningsudnyttelse af Benedikts Regel til faktiske forhold på nedfældelsestidspunktet (dekonstruktion). Ifølge kap. 73 (Epilog) er den skrevet for nybegyndere. Munkeregelen Benedikts Regel er ikke unik, men en blandt mange (ca. 30 samtidige kendt), om end den fra 800-tallet bliver dominerende under karolingernes herredømme og reformering af kirken.

[redigér] Hvornår er den fra?

Benedikts Regel er muligvis skrevet i 535. Det ældste bevarede manuskript er angelsaksisk fra ca. 700 (750 ifølge Lawrence (1989)). Tekstudgaven bygger på Sankt Gallen-manuskriptet fra 817, der igen er en kopi af et tabt Aachen-manuskript fra 787, muligvis en kopi af Benedikts eget manuskript bestilt af Karl den Store.

[redigér] Hvem har skrevet den?

Benedikts Regel tilskrives den italienske abbed Benedikt af Nurcia selv af Pave Gregor den Store i hans Dialoger fra 594, reelt en hagiografisk beskrivelse. Men Benedikts navn optræder ikke i teksten udover i titlen, der omtaler ham som Sancti, dvs. efter udbredelsen af hans helgenstatus af Gregor den Store. Skt. Gallen manuskriptet er (af)skrevet af en skriver, bestilt af abbed Heito i Reichenauklosteret (tyder på reelt brug).

[redigér] Tekstens struktur og opbygning

Benedikts Regel er hovedsageligt opbygget omkring diverse indarbejdede citater i teksten fra Det gamle Testamente (Salmerne, Ordsprogenes Bog) og Det nye Testamente ([[Evangelie))rne, Apostlenes Gerninger og særligt Paulus breve). Struktur: Prolog + 73 kapitler. Efter omtalelse af klosterets ledelse (1-3, se også 21-34) omtales det åndelige fundament (4-7) og liturgien (8-20) – der derved får førsteplads. Først derefter følger diverse regler for fællesskabet, forvaltning, måltider, arbejde m.m. Disciplinære foranstaltninger behandles i 23-30 + 43-46. Reglerne for optagelse i klosteret (58-65) har stået sidst i den første recension af Benedikts Regel. Mange regler foregribes tidligt og de hårde/strenge straffe defineres ikke (der arbejdes med hhv. opdragende og rensende straffe).

[redigér] Hvad er tekstens formål/dens tendens?

Benedikts Regel indskriver det monastiske liv i en soteriologisk og eskatologisk ramme (særligt prologen og kap. 73) bestemt af lydighed overfor Reglen men i endnu højere grad overfor abbeden (ifølge Lawrence 1989, s.29 a paternal autocracy). Ved at lægge vægten på abbedens rolle som mellemled mellem de strenge regler og det menneskelige mulige, er Benedikts Regel mere åben og realistisk angående menneskelige fejltrin (f.eks. 40,6-7 om vin, eller 43,4 om nattebøn, 49,1-2 om faste) end andre samtidige munkeregler. Benedikts Regels mådehold/mildhed begrundes med at det forhindrer at de svage ikke flygter bort. Benedikts Regel er henvendt til flere klostre (se bl.a. om dekanen, celleraren og epilogen).

[redigér] Tekstens placering i traditionen

Benedikts Regel er central, næstefter Bibelen er det den tekst der er overleveret os i flest manuskripter. Fra 800 til 1200-tallet hovedsageligt gældende regel for munke i Vesteuropas latinske kristendom. Den diskuteres, tolkes og udlægges forskelligt, men er stadig hovedstammen i den katolske monastiske tradition. Benedikts Regels utilstrækkelighed bevidnes af flere regelkommentarer (consuetudines) fra 800-tallet og frem.

[redigér] Realkommentarer

Kalkmaleri fra 1400-tallet, der forestiller Benedikt i San Marco klosteret i Firenze

Benedikts Regel nævner ikke cølibatkravet (det ligger i monachos-begrebet), tonsur eller særlige kendetegn (udover kutten og tavsheden - muligvis pga. modtagergruppen, internt tidligt dokument i den monastiske tradition). Reglen foreskriver ikke disciplinære straffe for seksuelle afvigelser eller forhold til kvinder (se dog forbud mod fredskys uden bøn 53,5). At seksuelle afvigelser har forekommet og er blevet straffet bevidner breve fra bl.a. Peter den Ærværdige, Peter Damiani m.fl. Abbederne blev oftest ikke valgt af klosteret selv, som foreskrevet i Benedikts Regel, men af den biskop klosteret var underlagt (jf. Benedikts Regel kap. 64-65). Først med Clunys opnåelse af Paven som overhoved opnås en form for autoritet. Reformforsøgene og striden mellem Peter den Ærværdige og Bernard af Clairvaux bevidner at munkene reelt ikke udførte manuelt arbejde, hvilket cistercienserne (fra 1098) ville genindføre (Det kanoniske retsgrundlag for klosterlivet nedfædles omkring 1140 af Gratian i Decretum, Causae 14-20).

[redigér] Referencer

Asad, Talal: (1993) Genealogies of Religion. Discipline and Reasons of Power in Christianity and Islam. The John Hopkins University Press.
Benedikts Regel: (1998) Udgivet med dansk oversættelse og kommentar af Jensen, Brian Møller. Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet.
Benedikts Regel: Engelsk oversættelse på [1]
Brown, Peter: (1982) Society and the Holy in Late Antiquity. University of California Press, Berkeley.
Foucault, Michel: (1999) Religion and culture, selected and edited by Carette, Jeremy R. Routledge, New York.
Lawrence, C. H.: (1989) Medieval monasticism. Forms of religious life in Western Europe in the Middle Ages.