Brøndbyvester
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Brøndbyvester er den mindste af Brøndby Kommunes tre meget forskellige bydele. Bydelen afgrænses mod Brøndbyøster af Vestvolden, og mod Brøndby Strand af Den grønne Kile. Den skiller sig ud fra Brøndbyøster og Brøndby Strand ved ikke at have højhusbebyggelse. I kernen af bydelen ligger Brøndbyvester landsby, der stadig er en ægte landsby med smalle stræder og stråtækte huse.
Bydelen består af en blanding af parcelhuse, rækkehuse og lavt etagebyggeri. Det ældste parcelhuskvarter "Vesterled" vest for Søndre Ringvej er fra 1920'erne, mens de første rækkehuse blev opført i den nordlige del af bydelen omkring 1943 og de første etageejendomme i slutningen af fyrrerne. Bydelen grænser i øvrigt op til Glostrup Kommune, Albertslund Kommune og Vallensbæk Kommune.
I bydelen ligger kommunens rådhus, Brøndby Stadion, Idrættens Hus og Brøndbyhallen. I nærheden af rådhuset findes også kommunens vartegn, Brøndbyvester Mølle.
Brøndbyvester Kirke, hvor Grundtvig indgik sit andet ægteskab, er den gamle landsbys ældste bygning (fra omkring 1100-tallet), men landsbyen rummer også andre gamle bygninger, fx Frederik 4.'s Rytterskole fra 1721 og Seminariehuus, der i begyndelsen af 1800-tallet var en del af landsbyens såkaldte præstegårdsseminarium, hvor man uddannede landsbydegne.
I landsbyen finder man også flere af de tidligere gårde, der i dag typisk ejes af kommunen, og anvendes til almennyttige formål.
Bydelen rummer også tre større erhvervsområder: Ragnesminde, Kirkebjerg og Priorparken.
[redigér] Kilder / eksterne henvisninger
Denne artikel om dansk geografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |