N.F.S. Grundtvig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Portrætmaleri af C.A. Jensen

Nikolai Frederik Severin Grundtvig (8. september 1783 - 2. september 1872) var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), filosof, historiker, præst, titulær biskop, filolog, skolemand og politiker. Han lægger navn til Grundtvigianismen og var initiativtager til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv.

[redigér] Biografi

[redigér] Barndom og ungdom

Grundtvig var yngste søn af Johan Grundtvig, sognepræst i Udby i Sydsjælland. I hans barndom og ungdom døde to af hans brødre og hans eneste søster. Den eneste overlevende søskende var storebroderen Otto Grundtvig, der var teolog som Grundtvig og endte som provst i Gladsaxe. Grundtvigs eget liv var mindre regelret. Det var dramatisk og fuld af omskiftelser. Personligt gennemløb han en udvikling i mange forskellige trin, før han blev den institution i dansk åndsliv, vi kender i dag.

Den person, man møder i hans ungdomsdagbøger, er en kølig, selvbetragtende og socialt kejtet ung mand, der snusfornuftigt og ofte spydigt kommenterer på sin egen gøren og laden. Han har store ambitioner, men er tilsyneladende uden egentlige evner for den forfatterkarriere, han drømmer om. Han skriver meget, men intet af det trykkes i hans levetid. Dette utrykte forfatterskab er mest udtømmende behandlet i Flemming Lundgreen-Nielsens disputats (se nedenfor). Han læser meget tilsyneladende uden selv helt at være klar over det, spiller en del hasard og tager en mere end hæderlig teologisk embedseksamen uden at udvise nogen videre interesse for faget.

[redigér] Det tidligste forfatterskab

Denne situation forandres radikalt, da han efter endt eksamen bliver huslærer på herregården Egeløkke på Langeland. Her forelsker sig voldsomt i den noget ældre Constance de Steensen Leth. Vi ved ikke meget om forelskelsens forløb, da hele dette afsnit af dagbogen mangler - formentlig destrueret af Grundtvig selv. Forelskelsen vækker et passioneret følelsesliv i Grundtvig, som nok går igennem en række forandringer i de efterfølgende mange år, men aldrig siden forlader ham. Han finder afløb for sine lidenskaber i et intenst arbejde med samtidig tysk filosofi, især Herder, Fichte og Schelling og med den nordiske mytologi. Det fører til hans første offentliggjorte arbejde "Lidet om Sangene i Edda" (1806), der er en polemik imod den lidt ældre Jens Møllers behandling af Skirnirskvadet. Derpå følge en række af artikler med mytologisk indhold, hvoraf den vigtigste givet er "Om Asalæren" (1807). Grundtvigs debut i bogform var dog ikke et mytestudie, omend mytologien spillede en afgørende rolle i den, men en rasende pamflet i anledning af, at der i København blev afholdt maskeballer trods nederlaget til englænderne i 1807. Den unge Grundtvig så dette som tegn på den mangel på alvor, der prægede danskerne, og i debutskriftet Maskeradeballet i Dannemark (1808) forudsiger han landet snarlige undergang. Som det positive modbillede til danskernes manglende alvor optræder to grupper af nationale alvorsmænd af henholdsvis hedensk og kristen oprindelse. Nogen egentlig distinktion imellem de to grupper foretager Grundtvig ikke.

Samme år som Maskeradeballet i Dannemark udsendte Grundtvig sit første større, selvstændige værk, Nordens Mytologi eller Udblik over Eddalæren for dannede Mænd, der ei selv ere Mytologer, en farverig og beslutsom præsentation og fortolkning af den nordiske mytologi. Med udgangspunkt i en af Schelling inspireret idealisme fortolker Grundtvig mytologien med Völuspá (Vølvens spådom) som mønsterdannende overtekst. Oplysningerne fra den nordiske mytologis øvrige kilder indpasses i dette mønster, i det omfang det er muligt og afvises ellers som inautentiske eller forvrængede. Det grundlæggende greb i Grundtvigs behandling af mytologien er påstanden om eksistensen af en højere gud over aserne, navngivet Alfader (et navn som i mytologiens kilder er et af Odins tilnavne. Aserne forstås som syndere imod denne højere gud, idet de har villet været selvstændige i forhold til ham. Alfader styrer i det skjulte gennem nornerne den nordiske verden frem imod Ragnarok, hvor aserne og deres modstandere jætterne skal udslette hinanden, hvorefter alt, hvad der stod Alfader imod er fjernet, og hans egen nye, rene verden kan bryde frem. Grundtvigs forsøg på at få indføjet kristendommen i sin fortolkning ender i selvmodsigelse og heterodoksi, men selve fortolkningen af mytologien er tydeligt præget af Grundtvigs kristne baggrund. Bogen vakte en del opmærksomhed og blev oversat til såvel tysk som svensk.

Fremstillingen af den nordiske mytologi skulle for Grundtvig selv blot være baggrunden for en stor digtning i mange bind, der gengav hele det nordiske heltelivs historie. Året efter Nordens Mytologi udgav han Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809), der gengav religionsskiftet og hedenskabets sidste dage som læsedrama i blankvers og med tydelig inspiration fra Shakespeare. Værkets centrale skikkelse er jomsvikingernes høvding Palnatoke, der som den sidste søger at genrejse troen på de hedenske guder i Danmark. Palnatoke er en klassisk shakespearehelt: En stærk skikkelse i en udsat position, der udløser hans tragedie. Han modstilles den feje, grusomme og nærmest sindsforvirrede konge Harald Blatan (Harald Blåtand), som han menneskeligt er langt overlegen. Men skønt han vinder kampen mod kongen, taber han kampen mod kristendommen og må gå i sin grav med bevidstheden om sit livsprojekts nederlag og sin tros undergang. Værket spejler den splittelse mellem hedenskab og kristendom, man mødte i Nordens Mytologi. Værkets historiske sympati er med kristendommen, men dets empati følger hedningene, og det er deres tragedie ikke kristendommens triumf, der står i centrum.

[redigér] Sammenbruddet og den kristelige opvækkelse

Efter Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord gav Grundtvig sig i kast med næste bind, og det lykkedes ham i det væsentlige at færdiggøre Optrin af Norners og Asers Kamp i løbet af 1810. Inden bogen nåede at blive udgivet, var der imidlertid sket et dramatisk omslag i Grundtvigs eget liv, der også kom til at gribe afgørende ind i værket. Den gamle Johan Grundtvig var efterhånden blevet for svag til at passe sit embede, og da der ikke var mulighed for at lade sig pensionere med løn, blev det nødvendigt for ham at skaffe sig en kapellan. Sønnen var det indlysende valg. Grundtvig vægrede sig imidlertid mod at acceptere opgaven, der kom svært i vejen for hans forfatterambitioner og ville fjerne ham fra det københavnske kulturliv, han gerne ville gøre indtryk på. Trods sin modstand afholdt han dog den dimisprædiken, der var en forudsætning for hans præsteansættelse. Han fik topkarakter for den, men da han lod den trykke under titlen Hvi er Herrens Ord forsvundet af Hans Hus (1810), indbragte dens hidsige angreb på præstestanden ham en klage fra en række præster og en skarp irettesættelse fra universitetets ledelse. Imidlertid betød dimisprædikenen ikke, at Grundtvig umiddelbart havde tænkt sig at vende hjem, og en længere konfrontation imellem ham og især hans moder fulgte. Samtidig blev hans selvbillede og forestilling om sit eget kald mere og mere i sygelig retning, og det samlede pres udløste Grundtvigs første sindssygeanfald i december 1810. Hen under jul blev han af sine venner transporteret hjem til Udby, hvor han i løbet af nogle måneder gradvis kom sig. Under krisen lykkedes det ham at skrive sin første betydelige salme De hellige tre Konger, der stadig idag under titlen Dejlig er den himmel blå er en af de mest sugne danske julesalmer. Den blev dog først offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811.

Grundtvig opfattede selv krisen som en gudommelig irettesættelse af sit hovmod og så på den baggrund krisen som en opvækkelse til kristendom. Som et mærkeligt udtryk for krisen står to digtsamlinger, Grundtvig udsendte mellem jul og nytår 1810/1811: Idunna og Nytaarsnat, hvor den første markerer hans afsked med mytologien og den anden hans nyfundne kristendom, men uden at nogen af positionerne er tegnet med klarhed. Efterfølgende opgav han sine ambitioner om at blive skønlitterær forfatter og accepterede stillingen som kapellan for sin fader. Samtidig opgav han store dele af sin romantisk inspirerede tankeverden herunder - indtil videre - sin intense interesse for den nordiske mytologi. I stedet satte han en bibeltro kristendom med stærk inspiration af Martin Luther.

[redigér] Apologi, domforkyndelse og fejder

Det første resultat af Grundtvigs nyfundne tro var en radikal omredigering af Optrin af Norners og Asers Kamp. Værket er sin oprindelige form en gendigtning af sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane, men da det blev udsendt i 1811 var det med en række kristelige tildigtninger fra Grundtvigs hånd, hvor forskellige kristne forkyndere sættes ind på scenen for at forkynde dom, bod og omvendelse for de vilde hedninge. De to tekstlag i værket står uformidlede over for hinanden, og Grundtvig har, så vidt man kan se, stort set ikke har grebet ind i sin oprindelige plan med værket. Det ene - oprindelige - tekstlag er derfor indlejret i de foregående års asalære, mens det andet - tildigtede - er skrevet ud fra Grundtvigs nye, gammellutherske standpunkt.

[redigér] Grundtvig som salmedigter

To grupper af tekster fra Grundtvigs hånd har haft en betydning langt hinsides hans resterende forfatterskab: Hans skoleskrifter og hans salmedigtning. Skoleskrifterne behandles i det efterfølgende. For hans salmedigtning gælder det, at den var længe under vejs. Hans første salme af betydning, barnesalmen "De hellige tre Konger", blev offentliggjort i Knud Lyne Rahbeks tidsskrift Tilskueren i 1811. Af "De hellige tre konger" blev sidenhen uddraget "Dejlig er den himmel blå". I en fortale til salmen proklamerede han en kommende salmedigtning, men indfrielsen af løftet lod vente på sig, og i mange år kom hans salmedigtning kun drypvis. Det var først da hans velhavende ven, Gunni Busck midt i 1830'erne stillede midler til rådighed for ham, at hans salmedigtning for alvor tog fart. Fra dette punkt overtager den hovedrollen i hans poetiske forfatterskab, langt hovedparten af de tekster, der optager de fem bind i Grundtvigs Sang-Værk er skrevet efter midten af 1830'erne. Han skriver i sit liv omkring 1500 salmer, herunder tekster som "Nu falmer skoven trindt om land", "Et barn er født i Bethlehem", "Det kimer nu til julefest", "I al sin glans nu stråler solen" og "Vær velkommen Herrens år".

Det første store resultat af Grundtvigs salmedigtning

Hvis Kingo har skrevet betagende salmer til påsken, og Brorson til julen, har Grundtvig skrevet salmer for alle kirkeårets tider - men måske mere end nogen anden skrev han pinsesalmer.

[redigér] Grundtvig og det nationale

Det nationale lå Grundtvig på sinde. han arbejder intenst med den danske folkevisetradition, en interesse hans søn, Svend Grundtvig, overtog fra ham. Endvidere lykkedes det ham at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark. Dertil lægger sig et omfattende arbejde med den nordiske mytologi, som han havde interesseret sig for fra begyndelsen af sit forfatterskab.

[redigér] Grundtvig og Højskolen

Grundtvigs arbejde for folkeoplysningen blev indledt i 1816 med udgivelsen af tidsskriftet Danne-Virke, og hans senere indsats inspirerede til oprettelsen af folkehøjskoler, hvoraf den første blev grundlagt i Rødding i 1844.

Grundtvigstatuen i Vartov af Niels Skovgaard.

[redigér] Bibliografi

[redigér] Grundtvigudgaver

Grundtvigs kolossale forfatterskab henligger overraskende dårligt udgivet. Den bedste samleudgave, Holger Begtrups, er hundrede år gammel, og ingen efterfølgende udgave har tilnærmelsesvis samme omfang. Svend Grundtvigs nibindsudgave af Grundtvigs Poetiske Skrifter, er ikke pålidelig, og det fortløbende projekt med at udgive Grundtvigs prædikener er, endskønt solidt nok, langt fra afsluttet. Kun Grundtvigs salmedigtning er nogenlunde tilfredsstillende udgivet, omend kommentarapparatet er mangelfuldt. De vigtigste udgaver er:

Grundtvigs Sang-Værk 1-6. Udgivet af Magnus Stevns (m.fl.). København: Det danske Forlag. 1948-1964.
Poetiske Skrifter 1-9. Udgivet af Svend Grundtvig (m.fl.). København: Karl Schönberg og Hyldendal. 1880-1930.
Udvalgte Skrifter 1-10. Udgivet af Holger Begtrup. København: Gyldendal. 1904-1909.
Værker i Udvalg 1-10. Udgivet af Hal Koch og Georg Christensen. København: Gyldendal. 1940-1946.

[redigér] Bibliografisk fremstilling

Steen Johansen: Bibliografi over N.F.S. Grundtvigs Skrifter 1-4. København: Gyldendal. 1948-1954. Steen Johansens bibliografi er uundværlig i studiet af Grundtvig. Uden Johansens omhyggelige registrering af realia af bibliografisk relevans ville studiet af Grundtvigs forfatterskab tage sig anderledes og langt ringere ud.

[redigér] Bøger om Grundtvig

De vigtigste bøger om Grundtvig er den serie af disputatser, som siden oprettelsen af Grundtvig-selskabet løbende har set dagens lys. Lige så betydningsfuld er den årbog, som Grundtvig-Selskabet har udgivet siden 1948. Disputatsrækken omfatter:

Henning Høirup: Grundtvigs Syn på Tro og Erkendelse. København: Gyldendal. 1949.
Helge Toldberg: Grundtvigs symbolverden. København: Gyldendal. 1950.
William Michelsen: Tilblivelsen af Grundtvigs Historiesyn. København: Gyldendal. 1954.
Kaj Thaning: Menneske først - Grundtvigs opgør med sig selv. København: Gyldendal. 1963.
Knud Eyvin Bugge: Skolen for livet. København: GAD. 1965.
Flemming Lundgreen-Nielsen: Det handlende ord. Købehavn: GAD. 1980.
Helge Grell: Skaberånd og folkeånd. København: Grundtvig-Selskabet. 1980. Og Skaberordet og billedordet. Aarhus: Anis. 1987.
Bent Christensen: Omkring Grundtvigs Vidskab. København: GAD. 1998.
Ole Vind: Grundtvigs historiefilosofi. København: Gyldendal. 1999.
Sune Auken: Sagas spejl. Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig. København: Gyldendal. 2005
Synnøve Sakura Heggem: Kjærlighetens makt, maskerade og mosaikk. En lesning av N.F.S.Grundtvigs "Sang-Værk til den Danske Kirke".Oslo 2005