Fugleskydning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ved fugleskydning er der ikke tale om jagt på flyvende vildt, men derimod om en gammel traditionspræget idræt, hvor der skydes til udskåren fugl af piletræ, som er beslået med diverse jernbeslag. Beslagene skal nedskydes i en bestemt rækkefølge og hver nedskydning udløser en gevinst til skytten. Den der skyder den sidste plade ned (brystpladen) bliver fuglekonge.

Skydningen foregår ikke frit stående, men fra en skydebuk, hvor skytterne efter den rækkefølge man har tilmeldt sig, bringer deres gevær i fast anlæg og skyder til det beslag, man er nået til på fuglen.

Over halvdelen af beslagene er påsat, så de kan falde for et enkelt velrettet skud. Til gengæld er nogle af dem meget små eller smalle og horisontale, så man skal være temmelig omhyggelig med sigtning og aftræk.

Resten af beslagene er kraftigere plader, der ikke er vanskelige at ramme, men som kan sidde særdeles godt fast, så der skal mange skud til før de falder ned. Her gælder det om at være heldig at komme til bukken, når pladen er blevet løsnet af de foregående skytter, men også her spiller dygtighed ind; den erfarne skytte vil vide, hvor på pladen han skal placere sit skud for, at den med størst sandsynlighed falder ned.

Det tager normalt 4-5 timer inden den sidste plade er skudt ned, så størstedelen af tiden ved en fugleskydning går med hyggeligt samvær og andre aktiviteter, f.eks. serieskydninger, hvor der også er præmier.

[redigér] Fugleskydningens historie

Fugleskydning blev formodentlig opfundet i Frankrig i 1200-tallet og bredte sig herfra til Tyskland og Nederlandene. Dengang kaldte man denne idræt for papegøjeskydning (heraf udtrykket: at have skudt papegøjen) og våbnene var bue eller armbrøst. Pilene eller boltene var stumpe uden spids. Allerede i 1300-tallet når papegøjeskydningen til Danmark. I 1500-tallet bliver ildvåben mere almindelige ved disse skydninger.

Fra første færd var fugleskydningselskaberne organiseret som lav, der skulle tjene til at fremme forsvarsviljen og evnen hos borgerne i datidens frie købstæder, men efterhånden mistede de deres militære betydning og blev i højere grad selskabelige foreninger for byernes bedre borgerskab.

I Danmark er fugleskydningen på retur i 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet, men med skyttesagens opkomst i midten af 1800-tallet blomstrer skytteforeninger op overalt også i de små landsogne, og mange af disse begynder at afholde årlige fugleskydninger.

Denne artikel om sport er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.