Lav (organisation)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

For alternative betydninger, se Lav.

Et lav (tidligere stavet laug) var en organisation for byerhvervene, som blev indført i Middelalderen. Det tyske ord Zunft, i flertal Zünften, har også været brugt (jf. fremmedordet synftig om en lidt friskfyragtig person).

Lavet var i princippet opbygget som en organisation af ligeberettigede, selvstændige næringsdrivende inden for et bestemt erhverv i den pågældende by. Omvendt var enhver, som ville slå sig ned i en by, forpligtet til at lade sig optage i fagets lav og til at søge om borgerskab inden for dette erhverv. Bevillingen (næringsbrevet) fik man kun, hvis man for det første var udlært i faget, og hvis der for det andet var behov for flere mestre i faget.

Lavet havde nemlig ret og pligt til at sikre, at antallet af mestre ikke oversteg, hvad der var brug for i byen. Derfor havde de også kontrollen med uddannelsen af nye svende, og det førte i praksis til, at bestemte erhverv gik i arv inden for de familier, som én gang havde fået borgerskab som håndværkere eller handlende i byen.

Det var også lavenes ansvar at overvåge kvalitet og pris for de produkter, der blev fremstillet eller forhandlet af lavets medlemmer, hvad der gav lavet en betydelig magt i byen. Sammen med lavets kontrol med næringsbrevene bevirkede det, at udviklingen inden for erhvervene blev meget langsom, og lavsordningen var én af årsagerne til, at samfundene var så stillestående, som de var i Middelalderen.

Da borgerskabet fik mere magt, blev ophævelse af lavstvangen et af de vigtigste, politiske mål for den liberalistiske bevægelse. Resultatet blev, at staterne efterhånden ophævede lavstvangen og indførte fri næring inden for langt de fleste fag. Enkelte, meget afgørende områder som f.eks. apotekervæsnet, lægestanden og landmålererhvervet beholdt dog stadig helt op til vor tid et krav om autorisation eller kgl. bevilling, før man måtte udøve erhvervet.