Kvælstoffiksering
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kvælstoffiksering er en proces, hvor det forholdsvis inaktive, molekylære kvælstof tages fra luften og omdannes til biologisk nyttige forbindelser som f.eks. ammonium, nitrat og kvælstofilte.
I naturen udføres kvælstoffiksering af et antal forskellige protister, som f.eks. bakterier, actinomyceter og cyanobakterier. Mange højere planter har skabt symbioser med disse mikroorganismer. De bedst kendte er bælgplanter såsom Kløver (Trifolium), der danner knolde på rødderne, hvor de huser bakterier, der danner brugbare kvælstofforbindelser. På den måde bliver bælgplanterne selvforsynende med kvælstof, men da de taber en hel del via utætheder i rodsystemet, gøder de også deres nærmiljø. Der er dog også planter i andre familier, der har tilsvarende symbioser (se nedenfor). Endelig har visse laver dannet symbiose med kvælstoffikserende cyanobakterier.
Siden Justus von Liebigs opfindelse af kunstgødning (se urea) har man kendt til kunstig kvælstoffiksering. Fremstilling af kvælstofgødning er i dag så omfattende, at den udgør den væsentligste kilde til kvælstoffiksering i hele biosfæren.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Kvælstoffikserende planter, der ikke er bælgplanter
- El (Alnus)
- Ceanothus (Ceanothus)
- Bregnepors (Comptonia peregrina)
- Cyanobakterier
- Koglepalme (Cycas)
- Sølvblad (Elaeagnus)
- Mammutblad (Gunnera)
- Sandtorn (Hippophaë)
- Pors (Myrica)
- Bøffelbær (Shepherdia)
[redigér] Se også
- Økologi
- Kvælstofmangel
- Carbon-kredsløb
- Gødning
[redigér] Kilder/referencer
- Dieter Heinrich og Manfred Hergt, Munksgaards Økologiatlas ISBN 87-16-107756
- The Microbial World: The Nitrogen cycle and Nitrogen fixation
