Makadam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Makadam (engelsk: macadam) er en type vejbelægning bestående af grus og sten i forskellige størrelser.

Belægningsmetoden er oprindeligt udviklet af skotten John Loudon McAdam i starten af 1800-tallet. Den i dansk sammenhæng kendte makadam med 3 lag er udviklet af James Patterson i 1820-erne. Navnet er gennem tiden forenklet fra MacAdam-belægning til blot at hedde makadam.

Belægningen opbygges ved at danne en skrånende flade med drængrøfter på begge sider, og herpå udlægge to lag sten af en vis størrelse. Oprindeligt brugte man typisk håndslåede skærver på op til 75 mm, men i dag vil man normalt bruge knuste eller sprængte paksten i samme størrelse. Lagtykkelsen er ca 100 mm pr. lag. Herpå lægger man ca 50 mm finere sten, med en kornstørrelse op til 25 mm. De enkelte lag tromles med en tung vejtromle, så de kantede skærver låser hinanden fast. De fleste steder vil man til sidst skylle skarpkantet sand ned i hulrummene, indtil man opnår en kompakt masse, hvor stenene holder på hinanden, men hvor vandet stadigvæk kan drænes ud til grøfterne. Visse steder opnår man en lignende effekt ved at hælde stabilgrus på en vej og tromle eller vibrere det, men her er det mere tilfældighedernes spil der afgør om materialet binder til en fast belægning eller danner et blødt underlag, som en bil kan sidde fast i. Det skyldes dels at stabilgruset består af korn fra 0-32 mm, der er blandet på forhånd fra naturens side, uden man ved præcist hvor meget der er fint og hvor meget der er groft, og dels at kornene i stabilgrus ofte er mere runde og derved ikke låser hinanden på samme måde. I makadam-blandingen tilsættes der kun den mængde finere materialer der er nødvendig for at fylde hulrummene, og herved låser alle de større dele hinanden, da de fra starten har rørt hinanden og ikke bliver flyttet.

Efterhånden som motorkøretøjer blev mere almindelige begyndte støv at være et problem med denne vejtype, idet de hurtige biler (sammenlignet med hestevogne) hvirvler de fineste partikler på overfladen op på grund af det vakuum der dannes under og bag bilen.

Dette problem fandt man ud af at løse ved at oversprøjte vejen med tjære. Denne belægning kaldte man i engelsksprogede områder tarmac som en forkortelse af tar (engelsk for tjære) og macadam (engelsk stavemåde).

I de fleste I-lande er der nu kommet andre belægninger på denne type veje, typisk asfalt eller beton, men i mange U-lande og på visse historiske strækninger som eksempelvis National Road i USA ses makadam stadigvæk.

[redigér] Litteratur

• Lige ud ad landevejen, Jørgen Burchardt og Mette Schønberg, Danmarks Vej- og Bromuseum, 2006. ISBN 87-991585-0-7.