Marcus Licinius Crassus
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Marcus Licinius Crassus (115 f.Kr.- 53 f.Kr.). Romersk politiker og magtmenneske.
Som sønnesøn af Lucius Licinius Crassus og søn af Publius Licinius Crassus, begge tidligere konsuler, var han af god familie og bestemt for en karriere i det offentlige. Som ung mand måtte han, på grund af forkerte politiske tilhørsforhold, gemme sig i Spanien fra tilhængerne af Marius og Cinna. Under Sulla fik han så oprejsning, og en militærpost.
Bagefter gav han sig til at handle med fast ejendom, og opkøbte besiddelser, der havde tilhørt ofrene for proskriptionerne. Han siges at have benyttet særdeles lyssky metoder, heriblandt ildspåsættelse, for at tvinge folk til at betale for hans private brandvæsen.
Crassus gjorde sig for alvor kendt som manden der nedkæmpede det store slaveoprør under Spartacus i 71 f.Kr. – han gav ordre til at 6.000 oprørske slaver skulle henrettes: de blev allesammen korsfæstet nøgne langs Via Appia.
I år 70 f.Kr. var Crassus konsul sammen med Gnaeus Pompejus. Senere, mens Pompejus var i Asien for at bekæmpe Mithridates af Pontus, udbyggede Crassus sit eget magtapparat i Rom. Rygtet siger, at Crassus var involveret i Catilinas sammensværgelse, men fik kolde fødder, og lækkede oplysninger til Marcus Tullius Cicero.
I år 60 f.Kr. dannede Crassus med Julius Cæsar og Pompejus det første triumvirat. De tre mænds samarbejde var aldrig rigtig præget af nogen gensidig sympati.
Cæsars succes med erobringen af Gallien lokkede dog Crassus til at forsøge noget tilsvarende. I lighed med Cæsar besluttede han sig for at søge en provins hvorfra han kunne føre en erobringskrig. I modsætning til Cæsars base i det sydlige Gallien var hans valg af stillingen som prokonsul i Syrien dog knap så heldig.
I år 53 f.Kr. indledte han, mod senatets vilje, en krig mod parterne. Skønt hans indledende manøvrer gik godt, blev han med sine legioner ført i baghold, og måtte trække sig tilbage til den lille by Carrhae. Her blev han, mod sin vilje, af sine egne mænd tvunget til at forhandle med parternes leder. Igen blev Crassus forrådt. Han blev slået ihjel, og hans hoved hugget af. Hovedet (og den ene hånd) blev sendt til Armenien, hvor de blev brugt som teaterrekvisitter i en opførelse af Euripides' Bacchae til ære for parternes konge Orodes.
De standarter, som Crassus mistede i Partien, blev senere tilbageerobret af kejser Augustus - noget, han regnede for sin største triumf nogensinde.
