Nørrebro (København)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Nørrebro er en bydel i København. Den er inddelt i Indre Nørrebro og Ydre Nørrebro.

Nørrebro lå i 1700-tallet langt ude på landet. Bebyggelsen på Nørrebro var sparsom og spredt - hovedsagligt langs Blegdamsvej, Fælledvej og den del af Nørrebrogade tættest Søerne. Der lå en række landsteder i området med navnene Solitude, Blågård og Store Ravnsborg. Deruodver var der enkelte udskækningssteder, lidt industri og håndværk. De mennesker, der boede på Nørrebro, ernærede sig hovedagligt som håndværkere, arbejdere, gartnere, møllere og øltappere. Men i slutningen af 1700-tallet bliver Nørrebros status som rent arbejderkvarter gradvist ændret, efterhånden som folk fra borgerskabet og embedsstanden flytter til Nørrebro.

Den såkaldte demarkationslinie, som indtil da havde forhindret større nybyggeri på Nørrebro, blev på grund af overbefolkning indenfor voldene flyttet i 1852. Derefter gik et større byggeboom i gang. Bebyggelsen bredte sig i løbet af 1870'erne til Kapelvej og Rantzausgade, og i 1880'erne og 1890'erne passerede den Jagtvej med anlæggelsen af Jægersborggade, Husumgade og andre sidegader overfor Assistens Kirkegård. Befolkningstallet eksploderede - fra 10.000 i 1857, til 52.000 i 1880 og 105.000 i 1901.

Fra 1880'erne blev bebyggelsen høj og sammenhængende, som vi kender det i dag. Nørrebro gik dermed fra at være en bredt sammensat bydel til at blive et udpræget arbejderkvarter med små lejligheder. Generelt skete der i løbet af 1900-tallet en forbedring af boligstandarden i København, men på Nørrebro var det ikke tilfældet. Halvdelen af korridorlejlighederne i København fandtes således på Nørrebro i slutningen af 1960'erne.

Der var imidlertid fra mange kanter et krav om, at Nørrebro blev saneret. I begynedelsen af 1970'erne besluttede Borgerrepræsentationen med overborgmester Egon Weidekamp i spidsen at påbegynde en sanering af specielt Indre Nørrebro. Nørrebros borgere synes imidlertid ikke om planerne om at nedrive hele kvarterer, hvorfor det i flere tilfælde kom til gadekampe - også med politiet. Nogle af de voldsomste uroligheder opstod, da 'Byggeren' (Firkantens Byggelegeplads) blev revet ned. Det skete under politibeskyttelse i 1980, efter syv års kamp. Nedrivningen endte i masseanholdelser og med at politiet erklærede bydelen i undtagelsestilstand.

Men saneringen af Nørrebro blev gennemført, og det Indre Nørrebro fik et helt nyt udseende - der blev bygget nye boligkarréer, lejlighederne blev gjort større og der blev anlagt grønne anlæg i gårdene. Det betød også, at befolkningen atter blev udskiftet, således at Nørrebro den dag i dag atter er et sammensat kvarter. Der bor mange af anden etnisk baggrund end dansk.

Kvarteret har igennem de sidste ti år udviklet sig til at være et latinerkvarterslignende område, som med sit rige og varieret kulturliv med mange caféer, sushibarer og restuaranter giver bydelen et internationalt tilsnit a la New York eller London. Avisen New York Times har udnævnt Indre Nørrebro til Københavns smarteste kvarter - særligt på grund af området omkring Skt. Hans Torv og Elmegade, med Laundromat Cafe, Oak Room, Pussy Galore og Nørrebro Bryghus som eksempler.^[1]

[redigér] Uroligheder

Nørrebro har i mange år været arnestedet for optøjer og uroligheder, der er endte i massive anholdelser og konfrontationer med politiet.

I løbet af 1980'erne blev flere tomme huse, bl.a. Allotoria på Nørrebro besat omdannet til bz'er-kollektiver. I 1983 kom det til voldsomme kampe mellem politi og bz'ere på Nørrebro. Bz'erne byggede barrikader og kastede med æg og brosten. Ca. 400 politimænd svarer igen ved at trække kniplerne. I 1986 bygger omkring 1.000 mennesker barrikader på Nørrebro, og der opstår 'borgerkrigslignende tilstande'.
I februar 1987 angriber en gruppe unge nærpolitistationen i Blågårdsgade, sprayer tåregas ind og smider med smørsyre.
De hidtil voldsomte uroligheder på Nørrebro i efterkrigstiden fandt sted efter det danske ja til Maastricht-traktaten 18. maj 1993. En voldsom demonstration udviklede sig voldsomt. Demonstranterne kastede med brosten mod politiet, som svarede igen med at skyde med skarpt. I alt bliver der affyret 113 skud.
Ved årrsskiftet 1994/1995 opstår der voldsomme sammenstød mellem politiet og de autonome, som bl.a. har tændt bål på Dronning Louises Bro, hvor en nyåbnet McDonald's-restaurant bliver totalt smadret.
I august 1996 sendes en større kampklædt politistyrke til Blågårds Plads, hvor en gruppe etniske unge har kastet en molotovcocktail mod et bibliotek og medborgerhus.
November 1996: Nærpolitistationen i Blågårdsgade bliver beskudt med 24 kugler fra maskinpistoler.
Sommeren 1997: Det kommer til voldsomme sammenstød mellem politiet og en gruppe unge andengenerationsindvandrere omkring Blågårds Plads.
24. marts 1998: Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, bliver overfaldet af op mod 150 autonome i forbindelse med et interview med DRs P3. Kjærrsgaard bliver kørt væk under massiv politibeskyttelse.
November 1999: Omkring 150 hætteklædte unge går amok på Nørrebro efter en udvisningsdom. Politiet rykker ind med store styrker og massiv brug af tåregas.
16. december 2006: Politiet anholder omkring 300 i forbindelse med en voldsom demonstration til fordel for bevarelse af Ungdomshuset på Jagtvej. Demonstranterne har tændt bål i gaderne, lavet barrikader, og kaster med sten mod politiet. Der er flere tilskadekomne, dog flest blandt politiet. Butikker omkring på Nørrebro får ødelagt ruder med mere.
1. marts 2007: Ungdomshuset bliver ryddet af politiet; det udvikler sig til massekamp mellem de unge og politiet.