Naturalis Historia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Naturalis Historia, Titelbladet fra Naturalis Historiae udgave fra 1669.

Naturalis Historia (Latin for "Naturhistorie") er et encyklopædisk værk skrevet af Plinius den Ældre.

Indholdsfortegnelse

1 Indhold
2 Tilblivelse
3 Betydning for eftertiden
4 Eksterne link
- 4.1 Tekst
- 4.2 Sekundær litteratur

[redigér] Indhold

De bevarede dele af Naturalis Historia består af følgende 37 bøger:

I: Forord og indholdsfortegnelse, samt liste over benyttede autoriteter.
II: Matematisk og fysisk beskrivelse af verden.
III-VI: geografi og etnografi;
VII: antropologi og menneskets fysiologi;
VIII-XI: zoologi;
XII-XXVII: botanik, herunder landbrug, hortikultur og farmakologi;
XXVIII-XXXII: farmakologi;
XXXIII-XXXVII: mineralogi, særligt I relation til kunst.

[redigér] Tilblivelse

De første ti bøger blev tilsyneladende udgivet af Plinius selv I 77 e.v.t., og de sidste to år af sit liv brugte han på at revidere og udvide de øvrige bøger. De resterende bøger, blev sandsynligvis samlet og udgivet af hans nevø Plinius den Yngre. I de sidste bøger af Naturalis Historia forekommer der mange gentagelser, fejl endog selvmodsigelser, som indikerer at Plinius den Yngre ikke foretog en endelig korrektur på værket før udgivelsen.

Plinius formål med værket var at give et samlet billede af Universet, Jorden, mennesket, dyrene, planterne og mineralerne, men med særlig fokus på den praktiske anvendelse af fænomenerne.

Plinius var ikke naturforsker i moderne forstand som selv indsamlede sin viden, han var i stedet antikvar, der læste og citerede fra et utal af kilder, han skriver selv, at har læst over 2000 værker. Disse mange oplysninger som han således samlede, blev vurderet og diskuteret ud fra hans sunde fornuft og ikke gennem yderligere observationer, som man vil gøre i dag. Det vil imidlertid ikke give mening at bedømme Plinius arbejde ud fra moderne standarder, da kravet til objektivitet var et andet dengang og at mulighederne for videre undersøgelser var meget ringe. Plinius lod sig dog aldrig dupere af sine forlægs omdømme, men diskuterede og kritiserede deres tekster på lige fod.

Plinius’ egne holdninger skinner ofte igennem, hele værket er fx præget af hans negative indstilling til luksus og overflod. Denne kritik rammer i høj grad den tidligere kejser Nero, men skal vel læses som en advarsel til sin samtid og især Titus, som værket er dedikeret til.

[redigér] Betydning for eftertiden

I middelalderen og i renæssancen var Naturalis Historia en af hovedkilderne til naturhistorie og viden om verden generelt, det skyldtes primært at der ikke fandtes bedre materiale at søge oplysninger i. Omkring 1700 daler interessen indenfor naturvidenskaben for de antikke værker, da man nu i langt højere grad selv foretager observationer og at mængden af nye tekster stiger.