Nero

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Nero på en romersk denar

Lucius Domitius Ahenobarbus (15. december 37 - 9. juni 68), kendt som Nero, var romersk kejser 54 - 68, den sidste af det julisk-claudiske dynasti, og én af Roms mest berygtede herskere.

Nero var søn af kejser Caligulas søster Agrippina den Yngre og en romersk adelsmand. Efter moderens ægteskab med kejser Claudius blev han adopteret af denne, gjort til svigersøn, blev (uvist af hvilken grund) favoriseret på bekostning af kejserens søn Britannicus og fik en omhyggelig opdragelse med filosoffen Seneca som lærer. Efter Claudius' død udnævntes Nero straks til ny kejser, men på grund af sin unge alder stod han de første år under et reelt formynderskab. Perioden var yderst rolig, men dette tilskrives Neros formynderskab, der bestod af Seneca og gardechefen, Burrus. Efterhånden blandede Nero sig selv mere og mere i syringen af riget, påvirket af sin elskerinde og senere hustru Poppæa Sabina. Efter en strid med Agrippina lod han 59 moderen myrde, og fra da af trådte han frem som hersker og slog ind på en mere terroristisk kurs; han lod bl.a. sin hustru henrette og giftede sig med Poppæa og kom efterhånden under stærk påvirkning af hende og især den ny gardechef Tigellinus. Seneca mistede gradvist sin indflydelse, trak sig tilbage og måtte 65 begå selvmord efter en påstået indblanding i et komplot.

Neros styre udviklede sig herefter i stigende grad til et tyranni, hvor velhavere blev dødsdømt for påståede forbrydelser og deres formuer beslaglagt. Han lod sig dyrke som gudekejser og krævede Senatets underkastelse. Et særligt træk hos ham synes at være hans lyst til at optræde som kulturpersonlighed; han skal have optrådt som både digter, sanger og sportsmand, alt til overklassens store forargelse, og havde forfatteren Petronius som rådgiver. En vigtig begivenhed under hans styre var Roms brand år 64, som udslettede en tredjedel af byen. Den udnyttedes til opførelsen af et pragtpalads "Det gyldne Hus" på tomterne (senere nedrevet til fordel for Colosseum). Branden gav anledning til de første forfølgelser af de kristne som fik skylden; derimod er det stadig ubevist, at kejseren skulle have stået bag branden. Udenrigspolitisk synes Nero at have haft planer om en genoptagelse af krigspolitikken mod Partherriget men opgav dem.

Det blev Neros stadig hårdere kurs imod provinsembedsmænd og generaler der førte til hans fald. En henrettelse af generalen på parterfronten skabte frygt blandt de øvrige statholdere og førte til oprør. 67 rejstes en opstand i Gallien under Vindex, som blev slået ned, men den bredte sig til Spanien under ledelse af statholderen Galba, den senere kejser, året efter, og fik tilslutning i Italien. Overfor dette oprør optrådte Nero påfaldende usikkert og svagt; hans støtter i hær og garde svigtede ham og gik over til oprørerne. Til sidst vendte også Senatet sig imod ham sommeren 68, og han flygtede til en villa uden for Rom, hvor han begik selvmord med en slaves hjælp. Med ham uddøde Cæsars slægt. Hans død fulgtes af ét års tronstrid (firekejseråret) som bragte det Flaviske dynasti til magten.

For eftertiden har Nero traditionelt stået som én af "historiens værste tyranner", og han har været indbegrebet af den grusomme, perverse og kristendomshadende romerske kejser. En del af det dårlige eftermæle skyldes utvivlsomt romerske historikere som Tacitus og Suetonius, der begge var stærkt kritiske over for kejserdømmet, samt at han var den første kejser, der for alvor vendte sig mod de kristne - både hvad angår kristenforfølgelser og grusomheder i almindelighed overgås han klart af flere andre romerkejsere. På den anden side er der næppe tvivl om, at hans styre har været præget af både terror og ineffektivitet. Han fremstår undertiden som en forfængelig og uselvstændig hersker, der lod sig dominere af stærkere personligheder, især Tigellinus, men greb til hensynsløs vold og henrettelser, når han følte sig truet. Hans overgreb på nære familiemedlemmer har uden tvivl vakt forargelse i samtiden, hvorimod pjalteproletariatet synes at have set positivt på ham, formentlig på grund af hans mange gladiatorlege. Enkelte historikere, bl.a. englænderen Bernard Henderson og danske Peter Ørsted, har søgt at give ham delvis oprejsning, ved at pege på personlige initiativer og reformplaner på skatteområdet, men som helhed står det negative billede stadig fast, skønt formentlig overdrevet.

[redigér] Se også

Nero er bl.a. beskrevet skønlitterært i:

Henryk Sienkiewicz: Quo vadis? (1896 - filmet 1951 med Peter Ustinov som Nero)
Robert Graves: Claudius og Messalina (1937 - TV-udgave 1976 med Christopher Biggins som Nero)