Ophelia (måne)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Ophelia

Ophelia og Cordelia set fra Voyager 2

Opdaget

20. januar 1986, af Richard J. Terrile

Kredsløb om Uranus

Afstand til Uranus (massecenter) Min. 53 221 km Max. 54 307 km Halve storakse 53 764 km Halve lilleakse 53 761 km Excentricitet 0,0101 Siderisk omløbstid 9t 2m 1,8s Synodisk periode — Omløbshastighed Gnsn. — km/t Min. — km/t Max. — km/t Banehældning 0,093° i fh. t. Uranuss ækv. Periapsisargument; ω 17,800 ° Opstigende knudes længde; Ω 164,000 °

Omgivelser

—

Fysiske egenskaber

Diameter 42,8 km Fladtrykthed — Overfladeareal 5,76·103 km² Rumfang 4,11·104 km³ Masse 5,040·1016 kg Massefylde 1300 kg/m³ Tyngdeacc. v. ovfl. 0,007 m/s² Undvigelseshast. v. ækv. 65 km/t Rotationstid 9t 2m 1,8s (Bunden rotation) Aksehældning 0 Nordpolens rektascension — Nordpolens deklination — ° Magnetfelt — Albedo 7 % Temperatur v. ovfl. Gnsn. -209 °C Min. — °C Max. — °C

Atmosfære

Atmosfæretryk 0 hPa Atmosfærens sammensætning —

Ophelia er en af planeten Uranus' måner: Den blev opdaget den 20. januar 1986 ved hjælp af billeder fra rumsonden Voyager 2, og fik lige efter opdagelsen den midlertidige betegnelse S/1986 U 8. Senere har den Internationale Astronomiske Union vedtaget at opkalde den efter Polonius' datter Ophelia i William Shakespeares Hamlet. Ophelia kendes desuden også under betegnelsen Uranus VII (VII er romertallet for 7).

Ophelias kredsløb ligger lige uden for den såkaldte epsilon-ring i Uranus' system af planetringe. Månen fuldfører et omløb hurtigere end Uranus når at dreje én gang omkring sig selv. Konsekvensen er, at tidevandskræfterne tvinger Ophelia til at kredse gradvist tættere og tættere omkring Uranus, og engang i fremtiden ender det med at Ophelia falder ned i Uranus' atmosfære.