Osip Mandelstam
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias retningslinjer |
Osip Emilyevich Mandelstam (15-1-1891 - 27-12-1938) var russisk digter og essayist. Mandelstam var hele sit liv ukendt uden for Rusland, da han levede og skrev under Stalins styre, men er af eftertiden blevet betragtet som en af Ruslands største digtere i det 20 århundrede
Mandelstam blev født i Warszawa men levede det meste af sit liv i Skt Petersborg. Hans forældre var jødisk troende og ernærede sig som henholdsvis læderforhandler (faderen) og pianolærer (moderen). I sine unge år foretog digteren rejser til både Frankrig (1907) og Tyskland (1908-1910), hvor han læste på Heidelbergs Universitet. I 1911 vendte han tilbage til Skt. Petersborg for at læse filosofi på universitetet. En uddannelse han aldrig færdiggjorde. I løbet af årene på Skt. Peterborg Universitet bliver digtsamlingen KAMEN (1913) til, ligesom Mandelstam stifter bekendtskab med de senere forfattere Nikolai Gumilyov og Anna Akhmatova, der sammen med Mandelstam ofte anses som stiftere af Akmeisterne. I linje med Akmeisternes opfattelse af poesien som et brud med Symbolisterne, skrev Mandelstam i de tidlige digte om Ruslands dobbelthed. Det stolte Rusland han kendte og dets forbindelser til Europas kulturelle arv, såvel som det Rusland der lukkede sig i en totalitær styring af folket.
Mandelstam støttede revolutionen i februar 1917, men tvivlede på udkommet af den næste i oktober det samme år. Efter revolutionen ændrede tonen sig i Mandelstams syn på poesien. De tidlige digte bliver fulgt op af TRISTIA (1922), som konsoliderer Mandelstams postion som digter, og samtidig indskriver eksil-dimensionen i forfatterskabet. Efter to revolutioner er landet i opbrud og Mandelstam reagerer ved knytte an til den klassiske tid i sin poesi, såvel som at bevidne om den digteriske og menneskelige eksilering.
I perioden fra 1925-1930 skriver Mandelstam kun børnebøger og prosa. I 1930 foretager han en rejse til Armenien, hvorom også hans sidste store værk kommer til at handle "Journey to Armenia". Her udforskes igen mennesket i eksil og Mandelstam selv drager paraleller til Aleksandr Pushkins skæbne som den der er udenfor. I løbet af 1930´erne får Mandelstam større og større problemer med de russiske myndigheder. Mandelstam kritiserer da også Stalin i flere skrifter, hvorfor han bliver anholdt for kontrarevolutionære aktiviteter og anbragt i flere arbejdslejre, inden han i 1938 placeres i Gulag Archipelago i Vladivostok og dør.