Påskekrisen
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Påskekrisen er den parlamentariske krise, der opstod i Danmark mellem 29. marts 1920 og 4. april 1920, da Kong Christian X imod Folketingets flertal afskedigede Ministeriet Zahle II i håb om at udløse et folketingsvalg, der kunne give flertal for at indlemme Flensborg i Danmark.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund: Spørgsmålet om Sønderjyllands fremtid
Efter Tysklands kapitulation i Første Verdenskrig blev Danmark af de allierede tilbudt at få Sønderjylland, der siden 1864 havde været tysk, tilbage.
Den radikale regering ønskede ikke, at områder, hvor tyskere var i flertal, skulle indlemmes i Danmark, fordi det ville skabe en ustabil situation omkring den danske grænse i syd og dermed være farlig på længere sigt. Derfor blev det besluttet, at foranstalte folkeafstemninger i Sønderjylland om regionens fremtidige nationale tilhørsforhold. Den danske regering lovede at respektere afstemningens udfald og denne holdning blev støttet af alle Rigsdagens partier på et møde 23. oktober 1918.
I foråret 1920 stemte et overvældende flertal i Sønderjyllands nordlige del, 1. zone, for tilhørsforhold til Danmark, mens et næsten ligeså stort flertal i 2. zone i den sydlige del inklusive Flensborg stemte for fortsat tilhørsforhold til Tyskland.
I 1920 var stemningen dog vendt i Venstre og Det Konservative Folkeparti, der nu krævede, at Flensborg skulle indlemmes i Danmark. De betragtede afstemningsresultatet som udtryk for en kombination af Zahle-regeringens manglende opbakning til danskerne i Flensborg og mange års tysk undertrykkelse af danskere i området.
Derfor ønskede de, at 2. zone i første omgang skulle være en neutral, international zone under kontrol af allierede styrker for så senere igen at stemme om det nationale tilhørsforhold, i håb om at stemningen i mellemtiden ville være vendt til fordel for Danmark.
Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet afviste denne model. De havde sammen et flertal på 72 af folketingets 140 pladser og flertal 71-69 for deres kurs i sønderjyllandsspørgsmålet. Et hurtigt valg ville derfor måske kunne rykke ved Folketingets flertal, da de fleste formodede, at befolkningen ville støtte op om kravet om at få Flensborg tilbage.
Det var ekstra vigtigt at få et hurtigt valg, da partierne var ved at lægge sidste hånd på en ny valglov som udløber af den nye grundlov, der var vedtaget i 1915. Denne valglov ville styrke proportionaliteten i valgsystemet og dermed svække Venstre.
[redigér] Krisen udløses
En række fremtrædende danske erhvervsfolk med bl.a. ØK's H.N. Andersen, skibsreder A.P. Møller og brygger Vagn Jacobsen i spidsen lagde pres på Kong Christian X for at få ham til at gribe ind for at få et nyvalg.
Kongen tilkaldte statsminister Carl Theodor Zahle og bad ham udskrive valg, men Zahle ville under ingen omstændigheder udskrive valg, før den nye valglov var vedtaget. Da kongen bad ham om at træde tilbage, nægtede statsministeren med henvisning til parlamentarismen - der var intet folketingsflertal imod regeringen.
Angiveligt bemærkede Zahle herefter, at kongen jo bare kunne afskedige ham, hvilket kongen så på stedet gjorde. På trods af advarsler fra Zahle om rækkevidden af kongens beslutning holdt han fast i den.
Zahle orienterede de øvrige partier om sin afskedigelse. Social-Demokraten udkom med en ekstra udgave med overskriften "Kongen begaar Statskup", og redaktør Frederik Borgbjerg tordnede gennem hele krisen mod kongen.
[redigér] Generalstrejke erklæres
Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund vedtog på et hasteindkladt møde en fælles resolution, som de senere samme dag overrakte kongen. Resolutionen krævede, at regeringen Zahle blev genindsat senest næste dags morgen. I modsat fald ville der blive varslet generalstrejke i hele landet.
Kongen afviste kravet og udnævnte istedet Otto Liebe til statsminister og bad ham danne regering. Ministeriet Otto Liebe blev indsat d. 30. marts 1920.
I de følgende dage blev der afholdt store demonstrationer både på Fælleden og foran Amalienborg mod kongen. Generalstrejken blev varslet til begyndelse d. 6. april, men allerede inden dette tidspunkt begyndte nogle at nedlægge arbejdet.
Igennem påsken var der drøftelser mellem Thorvald Stauning og Otto Liebe. Stauning krævede, at regeringen trådte frem for Folketinget, der herefter ville møde den med et mistillidsvotum. Otto Liebe nægtede og svarede, at han først ville træde af i forbindelse med et nyvalg efter den gamle valglov.
[redigér] Borgerrepræsentationen går til kongen
Folketinget var sendt på påskeferie og kunne ikke mødes uden indkaldelse ved formanden for Rigsdagen, og Liebe havde sikret sig, at formanden ikke ville indkalde tinget. Derfor kunne Folketinget ikke samles og drøfte situationen. Kongen havde reelt sat Folketinget ud af kraft.
Stauning var imidlertid formand for Københavns Borgerrepræsentation, og denne havde mulighed for at præsentere en sag direkte for kongen. Derfor indkaldte han borgerrepræsentationen d. 3. april og fik med Socialdemokratiets og De Radikales stemmer vedtaget en resolution, der krævede regeringens øjeblikkelige afgang. Borgerrepræsentanterne marcherede til Amalienborg med kravet og talte foran tusindvis af demonstranter på slotspladsen.
[redigér] Krisen afsluttes
Kongen var nu ved at være mør. Samme aften samlede han Folketingets partier. Her mødte Socialdemokraterne og De Radikale ham igen med kravet om at afskedige regeringen, mens Venstre med I.C. Christensen i spidsen opfordrede kongen til at holde ud. Det Konservative Folkeparti gav intet råd til kongen.
Ved udsigten til en uundgåelig generalstrejke bøjede kongen imidlertid af. Han afskedigede ministeriet Otto Liebe og bad i stedet - på opfordring fra Stauning og Ove Rode - M.P. Friis om at danne en upolitisk regering, der skulle forberede et valg 22. april.
Påskemorgen d. 4. april 1920 var krisen afværget. Selvom der fortsatte nogle uroligheder i de følgende dage, blev der kort efter igen ro, og arbejdet genoptaget.
