Partherriget
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Partherriget kontrollerede store dele af det mesopotamiske område mellem ca. 190 f.Kr. og 224.
Partherne var et iransk-armensk-talende folk, som i flere henseender var beslægtet med de gamle persere, men samtidig blev påvirket af hellenistisk kultur. Det egentlige Parthien synes at have omfattet det nuværende Khorasan. Efter Alexander den Stores død i og hans riges opløsning 323 f.Kr. kom Parthien under Syrien.
Under ledelse af høvdingen Arsakes løsrev partherne sig i 250 f.Kr.; hans dynasti fik navnet Arsakiderne. I de efterfølgende århundreder blev Partherriget udvidet, indtil det nåede sin største udstrækning i 60 f.Kr.. I denne periode indtog det i mange henseender samme stormagtsrolle, som Perserriget tidligere havde gjort og blev Romerrigets faste modspiller i øst. De to riger var nogenlunde jævnbyrdige, og partherne var endda i stand til at besejre feltherren Crassus år 53 f.Kr.
Partherriget organiseredes i store træk med Perserriget som forbillede. Herskeren kaldte sig storkonge (kongers konge) og hofsproget var persisk, men en del af kulturen var udpræget græsk-påvirket på grund af de mange græske og makedonske kolonister som boede i de erobrede områder. Således var møntteksterne gennem flere århundreder skrevet på græsk og der opførtes græske skuespil ved hoffet. Hovedstaden lå fra 120'erne f.Kr. i Ctesiphon nær det nuværende Bagdad, men kongerne rejste ofte omkring i riget, der lokalt stod under ledelse af statholdere som i det tidligere persiske rige. I øvrigt var aristokratiets indflydelse på statsstyret betydelig. Blandt de væsentlige regenter kan nævnes Fraates IV som kæmpede mod Marcus Antonius.
I det 1. århundrede begyndte en 150 år lang krig med Rom, der formede sig som en lang række krige med afbrydelser. Udgangspunktet var som regel grænsestridigheder omkring Armenien der fungerede som stødpudestat mellem de to stormagter. Under Trajan lykkedes det romerne at erobre store dele af Partherriget efter et sejrrigt felttog, men efterfølgeren Hadrian opgav erobringerne. Trods senere romerske sejre vedblev der at herske balance mellem de to magter. Militært lå parthernes styrke i et hurtigt kavaleri, der kunne foretage overraskelsesangreb. Samtidig måtte de kæmpe imod asiatiske nomadefolk som pressede nordfra, og lejlighedsvis kom det til grænsekampe mod Kina.
Partherriget bukkede ikke under for ydre fjender, men opløstes pga. indre stridigheder i 200-tallet e.Kr. Ardashir I styrtede den sidste parthiske konge Artabanus IV i 226, hvorefter Sassanideriget opstod.
Vor viden om den parthiske kultur i øvrigt er forholdsvis ringe, da meget synes ødelagt af sassaniderne. Således er næsten al parthisk litteratur gået tabt, og vi er ofte henvist til romerske kilder.
