Pengepolitik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Du har nye beskeder (forskel fra næstsidste redigering).

Pengepolitik er den proces en centralbank eller regering bruger til at styre et lands pengemængden for derved at påvirke et lands økonomi.

Pengepolitik føres ved at foretage en ændring i udbuddet af penge, hvilket fører til at renten enten hæves eller sænkes. Det påvirker så erhvervslivets og private forbrugeres adgang til billige lån, hvilket påvirker investeringer og forbrug. Pengepolitikken har to forskellige former. Den ekspansive pengepolitik og den kontraktive pengepolitik.

[redigér] Ekspansiv pengepolitik

Den ekspansive pengepolitiks formål er at sætte gang i økonomien, hvilket ses hvis vi befinder os i en lavkonjunktur. Det der sker er at renten bliver sat ned. Derved falder lysten til spare op, og folk er mere villige til at låne penge, eftersom renten er lav. Oven i dette stiger forbruget og købelysten også hos de enkelte husstande.

[redigér] Kontraktiv pengepolitik

Den kontraktive pengepolitik er modsat af den ekspansive. Den benyttes primært, hvis vi befinder os i en højkonjunktur-periode, og der er brug for at blive lagt en dæmper på økonomien. Her hæver man renten, hvorved det modsatte sker; Altså lysten til at spare op stiger, samtidig med at lysten til at låne penge falder.

[redigér] Danmarks pengepolitik

Nationalbanken er ansvarlig for pengepolitikken i Danmark, dog sker ændringer i pengepolitikken sjældent uden samtale med de forskellige økonomiske ministre i regeringen. Da Danmark er medlem af ERM 2 er hovedformålet med pengepolitikken i Danmark ikke at føre ekspansiv eller kontraktiv pengepolitik for at dreje den økonomiske udvikling i den ønskede retning, men udelukkende at sørge for at kronens valutakurs overfor euroen holdes stabil. Da det er et vigtigt politikmål for Den Europæiske Centralbank at holde inflationen stabil, vil det dog sandsynligvis også smitte af på Danmark. ^[1]