Plebejer
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Plebejer (latin: plebejus) betegnelse for person som tilhørte gruppen af almindelige borgere i Romerriget, stod i det romerske standssamfund mellem patricierne, som var adelen, og slaverne, der ingen rettigheder havde. Plebejerne havde fulde borgerrettigheder og kunne opnå stor rigdom og indflydelse. Plebejerne blev i romersk tradition beskrevet som efterkommere af de personer, som blev indlemmet i Romerriget gennem indvandring eller erobring, mens patricierne var Roms oprindelige borgere.
Ordet plebs blev i latinsk litteratur brugt til at beskrive den samlede gruppe af plebejere, og bliver traditionelt oversat som almue, pøbel, det simple folk, en stor hob, mængden, de fattige hvilket nok mere har afspejlet forfatternes holdninger end de faktiske forhold. Plebs var en yderst sammensat gruppe, nogle af Roms rigeste familier var plebejiske, og gruppen omfattede i senreublikken og kejsertiden selv senatorer.
[redigér] Litteratur
J. Th. Jensen & M. J. Goldschmidt, Latinsk-dansk Ordbog, Kjøbenhavn, 2. udgave, trettende optryk 1996.
 |
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
