Polyb
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Polyb (Πολυβιος) (ca. 203 f.Kr.-120 f.Kr.) var en græsk historiker, der boede i Romerriget og som er kendt for sin bog Historiae, der omhandler, hvordan Romerriget blev en stormagt. Bogen er skrevet på græsk, men regnes traditionelt blandt den romerske historieskrivning.
Polyb var lærer for Scipio Æmilianus og var på den måde tæt på magtens centrum. Han var i 168 f.kr. blevet taget til Rom som krigsfange efter en krig mellem Rom og Makedonien.
De fleste af Polybs værker er gået tabt, men Historiae er næsten helt overleveret. Værket omhandler tiden fra 264 f.Kr. til Korinths og Karthagos ødelæggelse i 146 f.Kr.. Polyb er med andre ord et førstehåndsvidne til de puniske krige, hvilket gør ham uhyre interessant.
Polyb viser også en stor interesse for, hvad vi i dag ville kalde statskundskab. I 6. bog af Historiae beskriver han den romerske forfatning og spekulerer over, hvad den optimale forfatning er. Han sammenligner Rom og Sparta, fordi de begge har en blandingsforfatning, dvs. en forfatning, der både indeholder elementer af monarki, aristokrati og politeia. De tre negative modstykker til disse tre (tyranni, oligarki og demokrati) er ikke en del af forfatningen, og det anser Polyb for noget positivt. Disse tanker viser, at han, selvom han er meget inspireret af Thukydid, også er inspireret af Herodot, Xenofon og Aristoteles.
